Tjekkisk outsider sender Swiatek ud af WTA Finals
Barbora Krejcikova er videre i WTA Finals efter sejr over Coco Gauff, der også avancerer. Iga Swiatek er ude.
Den tjekkiske tennisspiller Barbora Krejcikova er klar til semifinalerne i WTA Finals, der spilles i Riyadh.Det blev en kendsgerning, da hun torsdag besejrede amerikaneren Coco Gauff med cifrene 7-5, 6-4 i sidste gruppekamp.
Trods nederlaget er Gauff også klar til semifinalerne efter at have vundet sine to første kampe i gruppespillet.
Derimod er polske Iga Swiatek, der har ligget nummer et på verdensranglisten det meste af året, ude af sæsonfinalen, hvor hun er forsvarende mester.
Krejcikova havde skæbnen i egne hænder inden den sidste gruppekamp og kunne endda vinde gruppen ved at slå Gauff i to sæt.
Normalt er det sæsonens otte bedste spillere, der deltager i turneringen, men Krejcikova er trods sin position som nummer 13 på verdensranglisten, fordi hun vandt Wimbledon.
Tjekken brød i første sæt til 3-2, men greb ikke chancen, da han kunne serve sættet hjem ved 5-4.
Krejcikova brød dog bare igen, og ved 6-5 lykkedes det at sikre sættet efter at have afværget fire breakbolde, der kunne have bragt sættet ud i tiebreak.
I andet sæt brød Krejcikova til 5-4, og hun holdt serv og vandt kampen efter et maratonparti, hvor hun overlevede fire breakbolde, før hun selv udnyttede sin tredje matchbold.
Tidligere torsdag vandt Swiatek sin sidste gruppekamp aldeles suverænt over Daria Kasatkina. Efter blot 53 minutters tennis sejrede polakken med cifrene 6-1, 6-0.
Trods storsejren var Swiatek ikke videre. Hun skulle håbe på en sejr til Gauff for at avancere, og det skete altså ikke.
Krejcikova, Gauff og Swiatek sluttede alle på to sejre i tre kampe, men Swiatek faldt på at have den dårligste sætscore af de tre.
I den anden gruppe har verdensetteren Aryna Sabalenka og kineseren Zheng Qinwen spillet sig videre til semifinalerne.
I fredagens semifinaler tørner Krejcikova sammen med Zheng Qinwen, og Gauff møder Sabalenka.
Der er finale lørdag.
/ritzau/