DBU-boss lander direktørjob i amerikansk fodboldliga
Kenneth Heiner-Møller tiltræder ved årsskiftet som teknisk direktør i nystartede San Diego FC.
Dansk Boldspil-Union (DBU) må ved årsskiftet sige farvel til unionens talent- og udviklingschef, Kenneth Heiner-Møller.Han har landet et topjob i USA. Fremover skal han være teknisk direktør i San Diego FC, der indtræder i Major League Soccer, USA's bedste fodboldrække.
Det oplyser DBU på sin hjemmeside.
Jobbet var for stort og for spændende til, at han kunne sige nej, siger han til DBU's hjemmeside.
DBU-fodbolddirektør Peter Møller ærgrer sig over at måtte sige farvel til en højtskattet medarbejder.
- Kenneth har spillet en nøglerolle i at styrke det fodboldfaglige og præstationsorienterede arbejde i DBU samt samarbejdet på tværs af landsholdene. Vi skylder ham en stor tak og ønsker ham det bedste i det store projekt i USA.
- Det er endnu et bevis på, at DBU kan udvikle stærke profiler, som også er eftertragtede internationalt, siger fodbolddirektøren.
Kenneth Heiner-Møllers kommende arbejdsgiver har samme ejer som FC Nordsjælland. Når holdet etableres i det nye år, bliver det blandt andre med de nuværende FCN-profiler Jeppe Tverskov og Marcus Ingvartsen i spillertruppen.
Den afgående talent- og udviklingschef var tidligere chef for træneruddannelsen i DBU. Han har også været landstræner for Danmarks fodboldkvinder.
Bag sig har han en professionel fodboldkarriere, hvor han foruden optrædener for Ølstykke, Vejle, B93 og AGF også nåede at repræsentere den ungarske storklub Ferencvaros.
DBU går nu i gang med at finde en afløser for Kenneth-Heiner Møller.
/ritzau/