Luftangreb på flygtningelejr dræber mindst fire på Vestbredden

2. JUL 2024 • 23:35UDLAND

Israelsk angreb på flygtningelejr har dræbt mindst fire på Vestbredden, hævder palæstinensiske myndigheder.

Et israelsk luftangreb på flygtningelejren Nur Shams på Vestbredden har kostet mindst fire personer livet.

Det oplyser de palæstinensiske sundhedsmyndigheder tirsdag ifølge Reuters.

Det israelske militær oplyser i en erklæring, at "et af dets fly ramte en terrorcelle i Nur Shams-området, mens terrorcellen var i færd med at placere en sprængladning".

Den palæstinensiske flygtningelejr Nur Shams ligger nær byen Tulkarem.

Vestbredden har været besat af Israel siden Seksdageskrigen i 1967.

Området huser ud over palæstinenserne omkring en halv million jøder, der bor i bosættelser, som det internationale samfund betragter som ulovlige.

Israel afviser det og begrunder tilstedeværelsen med bibelske og historiske bånd til området.

På Vestbredden var der tiltagende sammenstød mellem palæstinensiske grupper og israelske soldater allerede inden 7. oktober, hvor en blodig krig mellem Israel og Hamas-bevægelsen i Gazastriben brød ud.

Siden da er volden eskaleret yderligere.

Ifølge myndigheder på Vestbredden er mindst 553 palæstinensere blevet dræbt på Vestbredden siden 7. oktober.

I samme periode er mindst 15 israelere - heriblandt flere soldater - blevet dræbt af palæstinensere.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT