Lokalregering melder om mindst 50 dræbte i busulykke i Afghanistan

19. AUG 2025 • 23:53UDLAND

Bus med udviste migranter brød i brand efter at være stødt sammen med lastbil og motorcykel, siger talsmand.

Over 50 personer er blevet dræbt i en busulykke i den vestlige Herat-provins i Afghanistan.

Det oplyser det lokale politi ifølge nyhedsbureauet AFP.

Om bord var migranter, som for nylig var vendt tilbage fra Iran. Bussen kolliderede med en lastbil og en motorcykel, lyder meldingen.

Politiet i Herat-provinsen siger, at ulykken skyldtes det, som politiet betegner som bussens overdrevne hastighed og uagtsomhed.

Bussen var på vej til landets hovedstad, Kabul, siger Mohammad Yousuf Saeedi, der er talsmand for provinsregeringen, til AFP.

De hjemvendte migranter er del af en massiv bølge af migranter, der er blevet deporteret eller tvunget ud af Iran i de seneste måneder.

- Alle passagererne var migranter, der var steget om bord på køretøjet i Islam Qala, siger Saeedi og henviser til en grænseovergang.

Størstedelen af de omkomne var på bussen, mens to personer i lastbilen og to andre på motorcyklen afgik ved døden.

AFP præciserer ikke, præcis hvor mange personer der blev dræbt i ulykken.

Nyhedsbureauet Reuters skrev tidligere tirsdag aften, at 71 mennesker var blevet dræbt i en trafikulykke.

Reuters citerede en anden talsmand for provinsregeringen, Ahmadullah Muttaqi. Blandt de dræbte er ifølge Muttaqi 17 børn.

Han oplyser videre, at ulykken fandt sted, fordi der gik ild i bussen efter kollisionen.

Trafikulykker er ifølge AFP almindelige i Afghanistan. Det skyldes blandt andet dårlige veje efter årtiers konflikt i landet, og at trafikken ikke reguleres tilstrækkeligt.

I december sidste år døde mindst 52 personer i to busulykker, der involverede en tankbil og en lastbil på en motorvej i det centrale Afghanistan.

Fredag var det fire år siden, at bevægelsen Taliban indtog hovedstaden Kabul og efter to årtier genvandt magten i landet.

I første omgang overtog Taliban kontrollen med Kabul i 1996 og udråbte sig som den lovmæssige regering i Afghanistan.

Men ved en amerikanskledet invasion i 2001 blev Taliban sat fra magten.

Red Barnet skrev i en pressemeddelelse fredag, at Afghanistan er ramt af en migrationskrise, fordi Talibans overtagelse i 2021 ledte til en masseudvandring.

En analyse af data fra International Organization for Migration viser, at over 800.000 børn er kommet til Afghanistan fra Iran og Pakistan indtil videre i år. Det svarer til, at et barn i gennemsnit ankommer hvert 30. sekund.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT