Kampe raser på femte dag i russisk region efter chokangreb

10. AUG 2024 • 12:11UDLAND

Rusland "fortsætter med at afværge" Ukraines hær, melder ministerium. Ukraine forholder sig tavs om operation.

Kampe i den russiske region Kursk fortsætter på femte dag.

Det bekræfter Ruslands forsvarsministerium lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

- De væbnede styrker fortsætter med at afværge de ukrainske væbnede styrkers forsøg på at trænge ind gennem grænsen, skriver ministeriet.

Ukrainske styrker og militærudstyr er ifølge det russiske ministerium blevet beskudt inde på russisk territorie både fra luften og med artilleri.

Også russiske militærbloggere har ifølge nyhedsbureauet dpa meldt om fortsatte kampe.

- På nuværende tidspunkt er situationen stabiliseret, skriver militærbloggeren Aleksander Kartjenko på Telegram-kanalen Rybar.

Han siger, at der er sket russiske fremskridt.

Angrebet, som begyndte tidligt tirsdag morgen, har vakt international opsigt.

Uafhængige analytikere har vurderet, at Ukraine er kommet adskillige kilometer ind på russisk territorie.

Indledningsvist sagde Ruslands hær, at Ukraine sendte omkring 1000 soldater med støtte fra kampvogne.

Operationen lader ifølge Instituttet for Krigsstudier, ISW, til at have overrasket Rusland.

Ukraine har fortsat ikke givet informationer om angrebet.

Den ukrainske præsidentrådgiver Mykhajlo Podoljak har dog på det sociale medie X skrevet, at Rusland selv er skyld i eskaleringer. Det gælder også på russisk område.

- Den grundlæggende årsag til enhver eskalering (...) - heriblandt på Ruslands egne områder som Kursk- og Belgorod-regionerne - er kun Ruslands egne angreb, skrev Podoljak torsdag.

Natten til lørdag indførte Rusland det, som landet kalder "antiterror"-tiltag. Det gælder i regionerne Kursk, Belgorod og Brjansk. Alle grænser op til Ukraine.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT