Jordan og Egypten afviser at fordrive palæstinensere efter Trump-idé

26. JAN 2025 • 22:46UDLAND

Donald Trump har foreslået at flytte palæstinensere fra Gaza til naboområder. Men forslaget møder modstand.

Jordan står fast på sin holdning til, at palæstinensere bør blive i de palæstinensiske områder.

Sådan lyder meldingen fra landets udenrigsminister, efter at USA's præsident, Donald Trump, har foreslået, at Jordan og Egypten i stort omfang skal tage imod palæstinensere fra Gaza.

Den jordanske udenrigsminister nævner ikke Trumps forslag, men siger, at Jordan er imod at fordrive palæstinensere.

- Vores afvisning af fordrivelsen af palæstinensere er bestemt og kommer ikke til at ændre sig. Jordan er for jordanere, og Palæstina er for palæstinensere, siger udenrigsminister Ayman Safadi i en pressemeddelelse søndag eftermiddag.

I dag opholder over to millioner palæstinensere sig i Jordan. Trump fortalte tidligere søndag, at han havde været i kontakt med Jordans konge og foreslået, at Jordan kunne tage imod flere.

- Jeg sagde til ham (kong Abdullah, red.): "Jeg ville elske, hvis du tog imod flere". Jeg ser på hele Gazastriben lige nu, og det er noget rod. Jeg vil gerne have, at han tager imod folk, sagde den amerikanske præsident.

Ifølge Trump kunne en løsning være at bygge boliger i nabolandene og flytte de mange palæstinensere i Gaza, der er internt fordrevne efter Israels talrige angreb.

Den idé møder også modstand i Egypten, som i Trumps øjne er et oplagt modtagerland.

Det egyptiske udenrigsministerium siger søndag, at man afviser at affolke de palæstinensiske områder ved at flytte eller fordrive palæstinensere.

Også i Gaza er der kritik af tankegangen.

Et højtstående medlem af Hamas-bevægelsen siger, at palæstinensere vil "forpurre" planer i den retning. Det har de gjort tidligere, når der har været tale om at flytte dem, siger Bassem Naim fra den militante bevægelse, som sidder på magten i Gaza.

Også Islamisk Jihad, som støtter Hamas, er kritisk. Den militante gruppe siger, at Trumps plan er en opfordring til krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT