Operatør: Undervandskabel mellem Letland og Sverige beskadiget
Søndag blev kabel mellem Sverige og Letland beskadiget. Skaden skyldes formentlig "ekstern påvirkning".
Et fiberoptisk undervandskabel mellem Letland og Sverige er beskadiget, formentlig som følge af "ekstern påvirkning".Det oplyser kabeloperatøren søndag ifølge det offentligt finansierede lettiske medie LSM.
Kablet blev beskadiget søndag morgen.
På det sociale medie X skriver den svenske statsminister, Ulf Kristersson, at der er oplysninger, der tyder på, at mindst ét datakabel mellem Sverige og Letland er blevet beskadiget i Østersøen.
Ifølge statsministeren ejes kablet af en lettisk enhed.
- Sverige vil bidrage med relevante kapaciteter til indsatsen for at efterforske den formodede hændelse, skriver Kristersson, der har været i "tæt kontakt" med sin lettiske kollega, premierminister Evika Silina, i løbet af dagen.
- Sverige, Letland og Nato samarbejder tæt om sagen, skriver Ulf Kristersson.
Den lettiske flåde har sendt en patrulje ud for at undersøge et fartøj, som muligvis har forårsaget skaden, rapporterer LSM. Der bliver koordineret med den vestlige forsvarsalliance Nato, lyder det videre.
Den lettiske premierminister har indkaldt til ekstraordinært møde i regeringen. I løbet af søndag eftermiddag ventes et pressemøde.
Kablet går mellem den lettiske by Ventspils og den svenske ø Gotland. Det oplyser selskabet Latvian State Radio and Television Centre (LVRTC), som driver informationsinfrastruktur i Letland.
Det fremgår ikke umiddelbart, hvad der har forårsaget skaden, og hvad der menes med ekstern påvirkning.
- LVRTC har påbegyndt strafferetlige processuelle tiltag, skriver LVRTC i en pressemeddelelse.
- Da kablet ligger i en dybde på over 50 meter, kan skadernes præcise beskaffenhed kun fastslås, når kabelreparationen begynder.
- LVRTC har informeret de relevante myndigheder om hændelsen.
I pressemeddelelsen står der videre, at udbydere af elektronisk kommunikation i Letland, som brugte kablet, søndag er overgået til at bruge andre ruter til datatransmission.
Der er for tiden stor opmærksomhed om undersøiske kabler i Østersøen efter flere hændelser med beskadigede kabler.
I blandt andet Finland mistænkes tankskibet "Eagle S" for at beskadige flere kabler i Østersøen. I december gik finsk politi om bord på skibet og fik besætningen til at sejle det ind i finsk farvand.
Nato har varslet øget overvågning af Østersøen.
/ritzau/Reuters