KØB ABONNEMENT

J.D. Vance: Iran-krigen er årsag til vores valgnederlag

UDLAND • 4. NOV 2026 • 17:33

En ærlig samtale om, hvor Republikanerne skal hen efter valgnederlag, må begynde med Iran-krigen, mener Vance.

Republikanerne tabte tirsdagens midtvejsvalg i USA på grund af krigen i Iran.

Det vurderer USA's vicepræsident, J.D. Vance, i et længere opslag på X onsdag.

- Årsagen til vores nederlag er krigen. Det sagde præsidenten selv i aftes, skriver Vance.

Han henviser tilsyneladende til, at præsident Donald Trump på valgaftenen erkendte, at krigen i Iran er "en del af det".

Trump holder samtidig fast i, at det var den rigtige beslutning at gribe ind over for Iran.

Republikanerne gik fra at have flertal i begge Kongressens kamre - Senatet og Repræsentanternes Hus - til at tabe begge til Demokraterne.

Vance skriver i sit opslag på X onsdag, at han havde en "dårlig fornemmelse" op til tirsdagens midtvejsvalg.

Ifølge ham havde analyser foretaget op til valget vist, at de republikanske vælgere var vrede over især Iran-krigen, de stigende priser, forholdet til Israel - og at vælgerne følte, at Trump havde glemt sit løfte om at sætte "Amerika først".

Det stemmer overens med meningsmålinger foretaget inden valget. De viste, at krigen i Iran - og de prisstigninger på især benzin og diesel, der er fulgt med den - er blandt de emner, der har optaget vælgerne mest.

- Hvis I vil argumentere for, at det var det værd - at det var værd at miste Senatet de næste seks år - så gør det. Argumentér for, at det var en pris, der var værd at betale, skriver Vance.

- Men alle ved, hvorfor vi tabte. Og enhver ærlig samtale om, hvor vi skal gå hen herfra, må begynde dér, lyder det videre.

Vicepræsidentens refleksioner over valgnederlaget tyder på, at han forsøger at lægge afstand til den upopulære krig, skriver nyhedsbureauet AFP.

Flere amerikanske medier har tidligere beskrevet, hvordan Vance fra starten var meget skeptisk over for idéen om at indlede en krig mod Iran.

Det er over otte måneder siden, at USA og Israel indledte luftangreb mod Iran den 28. februar.

Iran svarede igen med at lukke Hormuzstrædet. Under normale omstændigheder sejles omkring en femtedel af den olie, der produceres i verden, igennem dette stræde.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT