OVERBLIK: Fremtrædende politikere reagerer på midtvejsvalget
Demokraterne ser ud til at være midtvejsvalgets vinder. Her er fremtrædende politikeres reaktioner på dét.
Demokraterne står til at sikre sig flertallet i både Senatet og Repræsentanternes Hus ved tirsdagens midtvejsvalg i USA.Dermed står Republikanerne, som er præsident Donald Trumps parti, til at miste kontrollen over begge Kongressens kamre.
Det vurderer analyseinstituttet Decision Desk HQ på baggrund af foreløbige valgdata.
Her er reaktionerne fra fremtrædende politikere, der har kommenteret valget.
* USA's tidligere præsident Barack Obama:
- I aften har det amerikanske folk sendt en klar besked. De ønsker en politik, der samler folk frem for at splitte dem, skriver han ifølge Reuters på X.
* Den norske statsminister, Jonas Gahr Støre:
- Det er et stærkt signal om, at de amerikanske vælgere er ved at ændre kurs. Der er nu fremtrædende stemmer i amerikansk politik, der ligger tættere på vores egne holdninger, end præsidenten og administrationen har gjort, siger han til Reuters.
* Næstformand i EU-parlamentet, Christel Schaldemose (S):
- Det kan styrke opbakningen til Ukraine, den grønne omstilling og relationerne til resten af verden, skriver hun ifølge Reuters på det sociale medie X.
* Formanden for Irans parlament, Mohammad Baqer Qalibaf:
- Amerikanerne har sagt NEJ TIL KRIG, og vi bakker op om det budskab. Hvis den amerikanske regering svigter folkets vilje for at tjene internationale magthavere og afpressere, vil den erfare, at vores NEJ følges af et mareridt, skriver han ifølge Reuters på X.
* Spaniens premierminister, Pedro Sánchez:
- I går stemte amerikanerne i mod politikker, der kun gør befolkningen fattigere. I mod had, sexisme, klimabenægtelse og i mod elitens privilegier, skriver han ifølge Reuters på X.
* EU's udenrigschef, Kaja Kallas.
- Jeg håber, at den nye kongres og det nye senat i USA vil støtte Ukraine og lægge mere pres på Rusland. Europa og USA er meget stærkere sammen. Den besked vil vi gerne sende til Rusland. Rusland bør stoppe krigen, siger hun.
RITZAU
