KØB ABONNEMENT
LEDER / DEBAT / 3. NOV • 05:30

Jeg vil meget gerne møde dig

Jeg vil meget gerne møde dig
Invitér mig til et møde, på en kop kaffe, en frokost eller hvad der måtte passe, opfordrer David Trads. Arkivfoto: Jesper Dollerup Merved

Jeg tror på journalistik i øjenhøjde. Drik en kop kaffe med mig og lad os tage hul på samtalen om Bornholm.

Da jeg vågnede mandag morgen, var der sket en dramatisk forandring i mit liv:

Jeg bor pludselig på Bornholm.

Ud ad vinduet i vores nye hjem i Allinge åbenbarede Østersøen sig. Smukt. Ude på gaden cyklede børn i skole, folk tog på arbejde, en pensionist gik tur med sin hund. Hverdag. Efter årtier, hvor jeg har boet i millionbyer, er jeg tilbage til der, hvor jeg kommer fra. Landet.

Jeg er vokset op i Suldrup, en landsby i Himmerland. Mit udgangspunkt er med andre ord det, jeg nu er tilbage i. Et lokalsamfund. Jeg kan lide det med det samme, fordi jeg straks kan genkende det fællesskab, jeg er flyttet til. Nærværet.

Fra jeg gik i 8. klasse til og med 3.g i gymnasiet, var jeg lokal meddeler til Aalborg Stiftstidende. Jeg skrev – på stykbetaling – om alt, hvad der skete i Suldrup. Fodboldkampe; husmoderforeningen; handelslivet; lokalpolitik, en mand, der fyldte 100; en kvinde, som fødte tvillinger. Det er der, min glæde ved journalistikken begyndte: Helt tæt på historierne, kilderne, menneskene.

’Tæt på’ har siden været min ledetråd. En god historie er tæt på, en god avis er tæt på, en god journalist er tæt på. Det største privilegium ved at være journalist er netop at kunne komme tæt på verden. Udgangspunktet for Tidende er naturligvis Bornholm. Det har det været siden 1866 – når det gik godt, og når det gik skidt, men altid med kærlighed og empati.

I amerikansk politik siger man berømt, at ’al politik er lokalpolitik.’ Pointen er, at man kan tale om alt mulig stort – klimaforandringer, fattigdom, nationaløkonomi – men, at det, som påvirker vælgere mest, altid er det, som er tæt på: Er skolerne gode nok? Har jeg adgang til en læge? Er jeg tryg ved at sende min gamle mor på plejehjem?

Lad mig omskrive det til journalistik: ’Al journalistik er lokaljournalistik.’ Bornholmere er – akkurat som amerikanere, københavnere og aalborgensere – selvfølgelig interesseret i resten af verden, men allermest tænker vi på det nære: Har vi en læge? En tandlæge? Er der klubtilbud til vores børn? Er der job nok? Klarer vores virksomheder sig i konkurrencen?

Jeg er selvfølgelig ikke født bornholmer, men jeg lover, at jeg i mit nye arbejde sommen jeg lover, at jeg i mit nye arbejde som chefredaktør og direktør for Tidende vil gøre alt, jeg kan, for blive så stor en del af øen som overhovedet muligt. I vil se mig overalt – Nexø, Rønne, Tejn, Aakirkeby, Gudhjem, Hasle, Snogebæk, alle steder – for det er den måde, jeg holder af at lære et nyt sted at kende. At mødes med folk lige der, hvor de bor.

Men jeg har også en bøn til politikere, erhvervsledere, foreningsfolk og alle mulige andre:

Invitér mig til et møde, på en kop kaffe, en frokost eller hvad der måtte passe!

Så kommer jeg forbi. Jeg glæder mig.



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT