EU: Ukraine skal øge reformtempo for at nå mål om hurtigt EU-medlemskab
Det kræver fuld fart på reformerne, hvis Ukraine skal nå sit mål om at lukke forhandlinger i 2028, lyder det.
- Ukraine skal markant øge reformtempoet for at nå sit ambitiøse mål om at afslutte tiltrædelsesforhandlingerne inden udgangen af 2028.Det siger en højtstående EU-embedsmand i forbindelse med, at EU-Kommissionen onsdag fremlægger konkrete køreplaner for den sidste del af forhandlingerne for Ukraine, Albanien, Moldova og Montenegro.
De fire lande er lige nu frontløberne i forhold til medlemskab af EU.
Ukraines mål om at blive færdig med forhandlingerne ved udgangen af 2028 er dog det mest usikre.
Og med onsdagens rapport tager EU-Kommissionen forbehold for, om Ukraine kan nå målet.
Det skyldes den fortsatte krig mod Rusland og behovet for omfattende reformer af demokratiet og retsstaten i Ukraine.
- Vi står klar til at hjælpe Ukraine med arbejdet, siger den højtstående EU-embedsmand.
Mens tidsplanen for Ukraine er usikker, så fastslår rapporten dog samtidig, at et EU med nye medlemslande rykker tættere og tættere på.
Allerede i december kan det mindste kandidatland, Montenegro, ifølge EU-Kommissionen lukke de sidste kapitler i forhandlingerne.
Dermed kan EU-landene og EU-Parlamentet allerede næste år stå over for det endelige ja til at optage Montenegro i EU.
- Tiltrædelsestraktaten for Montenegro kan blive underskrevet i juni næste år, siger den højtstående EU-embedsmand.
Sker det, vil Montenegro med sine 620.000 indbyggere blive EU's 28. medlemsland i 2028.
Fremskridtene glæder EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.
- De betydelige fremskridt, som nogle kandidatlande har gjort i løbet af det seneste år, giver os mulighed for at gøre udvidelsens løfte til virkelighed, siger von der Leyen.
Køreplanerne for Ukraine, Albanien, Moldova og Montenegro indeholder de konkrete mål for reformer, som landene skal indfri i den sidste fase.
Samtidig sætter de tid på, hvornår det kan ske.
Mens Montenegro ifølge EU-Kommissionen er tæt på at blive EU's 28. medlem i 2028, så kan Albanien blive det 29. medlemsland i 2029.
Albanien kan ifølge EU-Kommissionen allerede næste år nå sit "ambitiøse, men realistiske mål" om at afslutte forhandlingerne.
Det sidste af de fire lande - Moldova - kan ifølge EU-Kommissionen nå sit "ambitiøse, men realistiske mål" om at afslutte tiltrædelsesforhandlingerne "senest i 2028".
Det vil sige, at Moldova er på vej til at blive medlem før Ukraine, selv om de to lande hidtil har fulgtes ad i forhandlingerne.
Før et land kan blive medlem, skal alle EU-landene dog sige ja.
Det kan blive en udfordring for Ukraine.
Tidligere meningsmålinger fra Eurobarometer har vist, at et flertal af vælgerne i nogle EU-lande er imod optagelse af Ukraine.
Det gælder både Italien, Ungarn og Tjekkiet.
I Tyskland og Frankrig var befolkningerne ifølge Eurobarometer delt i to næsten lige store grupper.
Samtidig kan flere valg i store EU-lande som Frankrig og Spanien bringe nye og mere EU-skeptiske regeringer til magten i de kommende måneder.
Ifølge EU's udenrigschef, Kaja Kallas, handler udvidelsen dog ikke kun om at gøre EU større.
Det er også et spørgsmål om sikkerhed.
- Mange kandidatlande bidrager allerede til vores sikkerhed. De stiller militær ekspertise til rådighed inden for dronekrigsførelse og moderne slagmarksteknologier.
- Nogle kandidatlande støtter EU-operationer på Vestbalkan og andre steder. De styrker sikkerheden i vores energiforsyning og hjælper med at modvirke udenlandsk informationsmanipulation, siger Kaja Kallas.
Hun kalder på den baggrund udvidelsen for en "direkte investering i Europas sikkerhed".
RITZAU
