Kallas håber midtvejsvalg sender klart signal til Rusland
Midtvejsvalget i USA kan måske øge presset på Rusland for at stoppe krigen i Ukraine, siger Kallas.
Midtvejsvalget i USA kan sende et signal til Rusland om, at Europa ikke står alene bag Ukraine.Det mener, EU's udenrigschef, Kaja Kallas.
- Jeg håber, at den nye kongres og det nye senat i USA vil støtte Ukraine og lægge mere pres på Rusland.
- Europa og USA er meget stærkere sammen. Den besked vil vi gerne sende til Rusland. Rusland bør stoppe krigen, siger Kaja Kallas.
Det står klart, at Demokraterne vinder flertallet i begge Kongressens kamre - Repræsentanternes Hus og Senatet - med sikker margin.
I Huset tyder det på et flertal, der kan blive partiets største i næsten 20 år.
Demokraterne har samtidig taget store sejre i flere republikanske højborge for første gang i årtier ved valget, hvor vælgerne har dumpet præsident Donald Trump og Republikanernes seneste to år ved magten.
Vælgere i konservative bastioner, der for to år siden klart pegede på Trump som præsident, har i overvældende grad vendt sig mod Demokraterne, fordi de ifølge Reuters er dybt frustrerede over krigen i Iran, høje leveomkostninger og er vrede over Trumps lederskab.
Selvom krigen i Ukraine måske ikke har været øverst på vælgernes liste over de vigtigste emner, så er Demokraterne kendt for en markant større vilje til at støtte Ukraine end Trump.
- Vi må se, hvad der sker. Men valgresultater har konsekvenser, siger Kaja Kallas.
EU-Kommissionen var onsdag desuden vært for et møde i Bruxelles mellem seniorrådgivere fra USA og Ukraine samt repræsentanter for Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Nato og Verdensbanken.
Mødet skal forberede et møde mellem delegationer fra Ukraine og Rusland, som USA planlægger at holde i Abu Dhabi næste uge.
Også her vil EU presse på for at hjælpe Ukraine i forhandlingerne.
- Min forventning til mødet er, at seniorrådgiverne vil følge indstillingen fra EU-landenes udenrigsministre om Europas krav til Rusland.
- Indtil videre har forhandlingerne kun handlet om, hvad Ukraine skal give fra sig. Derfor har vi sammen med udenrigsministrene forberedt maksimumkrav for at balancere forhandlingerne.
- For Rusland bliver ved med at holde fast i sine absolutte maksimumkrav. Derfor bliver vi nødt til at indlede forhandlinger fra et tilsvarende standpunkt, siger Kaja Kallas.
RITZAU
