Italien sejler for anden gang migranter til Albanien
Otte migranter ankom fredag i Albanien. Sidste gang blev alle sejlet tilbage til Italien efter domsafgørelse.
Et italiensk skib med otte migranter fra Bangladesh og Egypten ankom fredag i havnebyen Shengjin i Albanien.Migranterne skal opholde sig på et asylcenter i Albanien, indtil det bliver afgjort, om de er berettigede til at få asyl i Italien, eller om de skal sendes tilbage til deres hjemlande.
Migranterne blev fundet i internationalt farvand.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Asylsamarbejdet mellem Italien og Albanien har tidligere skabt stor debat, fordi Bangladesh og Egypten ikke anses for at være sikre oprindelseslande for migranterne at vende tilbage til ifølge EU's lovgivning.
Italien er det første EU-land, som behandler asylansøgninger uden for EU.
Den 16. oktober blev den første gruppe migranter sejlet til Albanien. De var også fra Egypten og Bangladesh.
Dengang dømte en italiensk domstol, at migranterne skulle tilbage til Italien, fordi en af forudsætningerne for asylsamarbejdet er, at migranterne skal kunne vende sikkert hjem til deres oprindelsesland.
Der var dengang tale om i alt 16 migranter, og de blev alle sejlet tilbage til Italien, tre dage efter at de ankom til Albanien.
I protest vedtog den højrenationale regering med premierminister Giorgia Meloni i spidsen en ny liste med 19 lande, som anses for at være sikre oprindelseslande. Egypten og Bangladesh er blandt dem.
Meloni kritiserede domstolens afgørelse og sagde, at de strenge krav gør asylsamarbejdet umuligt.
Aftalen mellem Albanien og Italien gør det muligt for Italien at sende op til 3000 migranter, som bliver samlet op i internationalt farvand, til Albanien.
Italien har lovet at tage imod de migranter, der får godkendt asyl, mens de er i Albanien, hvorimod de resterende bliver deporteret fra Albanien.
Ifølge AP er der ankommet 1200 migranter til Italien via vandvejen i løbet af de seneste to dage. Af dem er det kun de otte mænd, som rejste uden familie, der opfyldte Albaniens krav.
/ritzau/