Senatet stemmer for at ophæve Trumps told på brasilianske varer

29. OKT 2025 • 02:07UDLAND

Senatet har stemt for at ophæve importtold på varer fra Brasilien. Afstemning venter i Repræsentanternes Hus.

Et flertal i Senatet har tirsdag stemt for at ophæve USA's præsident Donald Trumps importtold på varer fra Brasilien.

Fem republikanske medlemmer af Senatet, hvor Republikanerne har flertal, var med til at vedtage forslaget, der blev stemt igennem med 52-48.

Trump underskrev i juli et dekret, der med virkning fra august pålagde brasilianske varer en importtold på 50 procent.

Med dekretet ville Trump blandt andet straffe Brasilien for at retsforfølge landets tidligere præsident Jair Bolsonaro for et kupforsøg.

Lovforslaget, der tirsdag er stemt igennem Senatet, har til hensigt at afslutte den nationale nødsituation, som Trump henviste til, da han i juli annoncerede tolden på brasilianske varer.

Forslaget var stillet af Demokraterne, der mener, at Trump har opdigtet argumenter for at indføre importtold.

Senere på ugen forventes det, at Senatet skal stemme om importtold, som Trump har indført på varer fra Canada og en række andre lande.

På talerstolen sagde demokraten Tim Kaine, der havde skrevet forslaget, at importtolden har ført til stigende priser i USA.

- Folk lider. De betaler mere for mad, mere for tøj, mere for sundhedspleje, mere for energi og mere for byggematerialer på grund af præsident Trumps toldpolitik, sagde Tim Kaine.

Selv om Senatet tirsdag har stemt for at ophæve tolden på brasilianske varer, så er det fortsat usikkert, om tolden på varerne fjernes, da forslaget også skal til afstemning i Repræsentanternes Hus.

Repræsentanternes Hus er Kongressens andet kammer, hvor Republikanerne også har flertal.

Den tidligere brasilianske præsident Jair Bolsonaro blev i september fundet skyldig i at have planlagt et kup mod landets nuværende præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, efter et valgnederlag i 2022.

70-årige Bolsonaro blev idømt 27 år og tre måneders fængsel af Brasiliens højesteret.

Ekspræsidentens advokater indgav mandag i denne uge en begæring på 85 sider til højesteretten, hvor advokaterne bad retten om at genoverveje dele af dommen.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT