Vance: Våbenhvilen holder på trods af gnidninger i Gaza

29. OKT 2025 • 00:51UDLAND

USA's vicepræsident mener, at det også kan være andre end Hamas, der står bag angreb på Israels hær i Gaza.

USA's vicepræsident, J.D. Vance, mener, at våbenhvilen i Gaza stadig holder på trods af det, han betegner som gnidninger i området.

Det siger han i et interview med Fox News.

- Våbenhvilen holder. Det betyder ikke, at der ikke kommer til at være små gnidninger, siger han.

Vances kommentar kommer, efter at Israels hær, IDF, har udført luftangreb og beskyldt den militante bevægelse Hamas for at angribe dens soldater.

Vicepræsidenten siger dog, at det også kan være andre, der står bag angreb på IDF.

- Vi ved, at Hamas eller andre i Gaza har angrebet en IDF-soldat. Vi forventer, at israelerne vil reagere - men jeg tror, præsidentens (Donald Trumps, red.) fred kommer til at holde, siger Vance.

Gazas civilforsvar oplyser, at mindst 30 personer er blevet dræbt, efter at Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, tidligere tirsdag beordrede landets militær til straks at udføre kraftige angreb i Gaza.

Ifølge civilforsvaret, der fungerer som en redningstjeneste under Hamas, er der blevet udført mindst tre israelske angreb i Gaza, efter at Netanyahu fremsatte ordren.

Det skal blandt andet være sket i al-Shifa-hospitalets baghave. Inden krigen var al-Shifa det største hospital i Gaza.

Hamas har ifølge israelske militærembedsfolk overtrådt våbenhvilen ved at angribe israelske soldater bag den gule linje, som er det punkt, de israelske styrker har trukket sig tilbage til i henhold til våbenhvileaftalen.

Den 10. oktober blev en våbenhvile mellem Hamas og Israel indført på initiativ fra den amerikanske præsident, Donald Trump.

På trods af våbenhvilen har der dog stadig - også før tirsdag - været meldinger om sammenstød og israelske luftangreb i Gaza.

Vance var en af flere amerikanske embedsmænd, der i sidste uge tog til Israel for at styrke den skrøbelige våbenhvile mellem de to parter.

Trump besøgte selv Israel og Egypten den 13. oktober, hvor han erklærede, at der endelig var fred i Mellemøsten.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT