Israel delte billede af Hamas-leder med ordet elimineret på panden

31. JUL 2024 • 11:15UDLAND

Pressekontor delte billede af Hamas-leder og meldte ham død i "præcist angreb". Billedet er nu væk.

Den israelske regerings pressekontor delte onsdag på Facebook et billede af den palæstinensiske bevægelse Hamas' øverste leder, Ismail Haniyeh, med ordet "elimineret" på panden.

- Ismail Haniyeh, Hamas' øverste leder, blev dræbt i et præcist angreb i Teheran, Iran, skrev pressekontoret.

Opslaget var kortvarigt at finde på pressekontorets Facebook-side, men er onsdag kort før klokken 11 igen væk.

Det var omkring klokken 10.30 markeret som mindst en time gammelt.

I opslaget stod der ikke, hvem der står bag angrebet. Hamas-lederen blev tidligere onsdag dræbt i Teheran, oplyste den militante palæstinensiske bevægelse selv.

Israel har hidtil ikke umiddelbart udtalt sig om angrebet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Militæret har sagt, at det er i færd med at vurdere situationen.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, ventes ifølge nyhedsbureauet Reuters at mødes med embedsmænd på sikkerhedsområdet for at drøfte situationen.

Iran har beskyldt Israel for at stå bag.

Det var Hamas selv, der onsdag morgen bekræftede Haniyehs død:

- Broder og leder Ismail Haniyeh, leder af bevægelsen, døde i et zionistisk angreb på hans bolig i Teheran, efter at han deltog i indsættelsen af den nye iranske præsident, stod der i en meddelelse fra den militante palæstinensiske bevægelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ismail Haniyeh var leder af Hamas' politbureau, som er bevægelsens primære beslutningsorgan.

Han var tirsdag med, da Irans nye præsident, Masoud Pezeshkian, blev taget i ed i landets parlament.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT