Houthier fortsætter angreb og tager undervandsvåben i brug

22. FEB 2024 • 18:03UDLAND

Operationer i Det Røde Hav "fortsætter, eskalerer og er effektive", siger houthi-leder i tv-tale om angreb.

Houthibevægelsen fortsætter med at udføre angreb i Det Røde Hav og har taget undervandsvåben i brug.

Det siger leder af militsen Abdulmalik al-Houthi i en tv-transmitteret tale, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Operationer i Det Røde Hav og Det Arabiske Hav, Bab el-Mandeb-strædet og Adenbugten fortsætter, eskalerer og er effektive, lyder det.

Hvad der menes med undervandsvåben, bliver ikke præciseret i talen.

Flere af verdens største rederier er stoppet med at sejle gennem Det Røde Hav. I stedet har de måttet omlægge deres ruter og sejle rundt om Afrika.

Uroen er udløst af, at houthier fra Yemen gentagne gange har angrebet kommercielle skibe i farvandet. Blandt andet er Mærsk-skibe blevet ramt.

Houthierne har erklæret, at de angriber skibene i protest imod Israels angreb på palæstinensere i Gazastriben.

Talen fra houthilederen kommer, samme dag som bevægelsen har givet rederier og forsikringsselskaber besked om, hvad de selv kalder et forbud mod skibe med tilknytning til Israel, USA og Storbritannien.

Det er et forbud mod at sejle i de omkringliggende farvand, lyder det.

Beskeden kom i form af to meddelelser fra houthiernes nyoprettede Humanitarian Operations Coordination Center.

Det er oprettet "for at sikre sikker og fredelig passage for skibe og fartøjer, som ikke har forbindelse til Israel", sagde en højtstående talsperson for houthimilitsen tidligere torsdag til Reuters.

Angrebene har fået fragtpriserne til at stige markant.

Tidligere torsdag ramte to missiler et skib omkring 70 sømil sydøst for havnebyen Aden i Yemen. Både skib og besætning blev dog meldt i god behold og fortsatte til næste havn, skriver Reuters.

Ingen angreb har indtil videre kostet nogen livet eller sænket skibe.

Men fragtskibet "Rubymar" er i fare for at synke, efter at det blev angrebet 18. februar.

Mandag besluttede EU at sende krigsskibe til Det Røde Hav for at beskytte den civile skibstrafik. Også USA og Storbritannien har sendt skibe afsted.

Den danske fregat "Iver Huitfeldt" sejlede 29. januar afsted for at indgå i den amerikanskledede defensive Operation Prosperity Guardian.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT