FBI: Islamisk Stat-flag fundet i pickup efter New Orleans-påkørsel
Myndigheder oplyser på pressemøde, at de ikke mener, at 42-årig mistænkt i New Orleans var "eneansvarlig".
Et flag fra den islamistiske gruppe Islamisk Stat blev fundet i det køretøj, som blev anvendt i et formodet angreb i New Orleans.Det oplyser det amerikanske forbundspoliti, FBI, i en pressemeddelelse nytårsdag.
Den mistænkte, der kørte en pickup ind i en menneskemængde under nytårsfejringer i New Orleans, er blevet identificeret som 42-årige Shamsud-Din Jabbar, oplyser FBI videre. Han blev dræbt i en skududveksling med betjente efter påkørslen.
Den 42-årige er en amerikanske statsborger fra Texas, som brugte en lejet pickup fra Ford til det formodede angreb.
- Et IS-flag blev fundet i køretøjet, og FBI arbejder på at fastslå personens mulige forbindelse eller tilknytning til terrororganisationer, skriver FBI.
Den formodede gerningsmand har tidligere tjent i den amerikanske hær, oplyser FBI på et pressemøde.
Mindst ti mennesker blev dræbt og 35 såret i det, som USA's præsident, Joe Biden, har kaldt en "forfærdelig hændelse".
FBI melder, at igangværende politioperationer i området, hvor det formodede angreb fandt sted, blandt andet fokuserer på mulige improviserede bomber.
- Våben og en mulig improviseret bombe blev fundet i emnets køretøj, skriver FBI.
- Andre mulige improviserede bomber blev også fundet i det franske kvarter. FBI's specialagent-bombeteknikere arbejder med vores lokale partnere i politiet for at fastslå, om nogen af disse anordninger er funktionsdygtige.
Forbundspolitiet skriver videre, at det "aggressivt forfølger alle spor for at identificere enhver mulig partner til personen".
Myndigheder oplyser på et pressemøde, at de ikke mener, at 42-årig mistænkt i New Orleans var "eneansvarlig".
Samtidig oplyser myndighederne, at to hjemmelavede bomber er blevet fundet og sikret.
Nyhedsbureauet AP skriver, at politiet har fundet frem til en overvågningsvideo, hvor tre mænd og en kvinde ses placere, hvad der ser ud til at være en improviseret bombe.
AP skriver, at det har oplysningen fra intern kommunikation i politiet.
Pickuppen kørte ind i folk på den historiske gade Bourbon Street, hvor nytårsfejringer var i gang.
Politidirektør Anne Kirkpatrick har sagt, at der var tale om en bevidst handling, og at gerningsmanden forsøgte "at køre så mange mennesker ned, som han overhovedet kunne".
/ritzau/