Harris hylder Biden i første tale som mulig præsidentkandidat

22. JUL 2024 • 19:32UDLAND

Kamala Harris har holdt sin første tale, efter at hun meddelte, at hun ønsker at blive Bidens efterfølger.

USA's vicepræsident, Kamala Harris, har mandag aften dansk tid holdt sin første tale, efter at hun meddelte, at hun vil forsøge at blive Demokraternes præsidentkandidat.

Under talen hyldede hun præsident Joe Biden, som søndag meddelte, at han trak sig som partiets kandidat.

- I løbet af én periode har han allerede overgået eftermælet fra de fleste præsidenter, der har siddet i to perioder, sagde Harris ifølge CNN.

Hun roste også præsidenten for blandt andet hans "ærlighed", "integritet" og "dybe kærlighed til vores land".

- Og jeg er førstehåndsvidne til, at vores præsident Joe Biden hver dag kæmper for det amerikanske folk, og vi er dybt, dybt taknemmelig for hans tjeneste for vores nation, lød det videre.

Talen fandt sted i anledning af et arrangement i Det Hvide Hus, hvor collegesport blev hyldet.

Kamala Harris omtalte ifølge Reuters ikke specifikt sin nye status som den førende demokratiske præsidentkandidat efter Bidens beslutning om at trække sig.

Præsidenten har selv peget på Harris som sin efterfølger.

Biden har været USA's præsident siden januar 2021, efter at han besejrede sin forgænger, republikaneren Donald Trump, ved præsidentvalget i 2020.

Siden en tv-debat mod Trump 27. juni havde Biden været under stigende pres for at trække sig fra valgkampen, da mange af hans partifæller mente, at han ikke længere var i stand til at overkomme præsidentposten.

Formelt skal partiets præsidentkandidat vælges ved Demokraternes konvent mellem 19. og 22. august.

Partiets kandidat skal forsøge at slå Donald Trump, der for tredje gang er blevet valgt til at være Republikanernes præsidentkandidat.

Første gang - i 2016 - lykkedes det ham at slå demokraten Hillary Clinton og dermed vinde nøglerne til Det Hvide Hus.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT