Hamas: Et gidsel er dræbt og to hårdt såret

12. AUG 2024 • 22:22UDLAND

En fange blev dræbt på stedet, mens to andre - begge kvinder - blev hårdt såret, siger talsmand for Hamas.

Hamas siger mandag, at et israelsk gidsel er blevet dræbt, og at to andre er blevet såret ved to forskellige hændelser i Gaza.

- I to separate situationer skød to Hamas-soldater, som skulle bevogte fanger mod fjenden, mod en zionist-fange, siger Abu Obeida, talsperson for den væbnede fløj i Hamas.

- En fange blev dræbt på stedet, mens to andre - begge kvinder - blev hårdt såret, tilføjer Obeida ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Oplysningerne kommer på et tidspunkt, hvor spændingerne tager til i Mellemøsten.

Gidslernes navne er ikke blevet offentliggjort.

Obeida siger, at der er indledt en efterforskning af forløbet.

Det er første gang, at Hamas siger, at en af deres vagter har dræbt et gidsel.

En talsperson for det israelske militær (IDF) siger, at hæren ikke har informationer om sagen, og hæren vil hverken bekræfte eller afkræfte oplysningerne.

Da Hamas angreb Israel 7. oktober i fjor tog den militante bevægelse omkring 250 israelske som gidsler. Ifølge israelske myndigheder har Hamas fortsat 115 israelske gidsler i fangenskab. Det vides ikke, om de alle fortsat er i live.

Oplysningerne om de dræbte gidsler kommer på et tidspunkt, hvor situationen bliver stadigt mere spændt i regionen.

USA mener, at et iransk angreb mod Israel kan komme i denne uge. Det Hvide Hus oplyste mandag aften, at den amerikanske præsident, Joe Biden, har diskuteret situationen med europæiske allierede.

- Vi må være forberedt på en udvikling, hvor der kan blive tale om flere store angreb, siger en talsperson for USA's nationale sikkerhedsråd, John Kirby, ved et pressemøde sent mandag.

- Vi deler Israels bekymring i forhold til tidspunktet. Det kan blive i denne uge, siger Kirby om et muligt angreb.

Det amerikanske netmedie Axios rapporterede søndag, at et iransk angreb kan komme om "få dage".

Israelske efterretningstjenester mener, at Iran har bestemt sig for at angribe Israel for at gengælde drabet på Hamas-lederen Ismail Haniyeh i Teheran i slutningen af juli. Israel har ikke taget skylden for angrebet og har heller ikke nægtet det.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT