Giftige sorte enkeedderkopper dukker op på skib i tysk havn
Havnefoged vurderer ikke, at det udgør en fare for offentligheden, at der er fundet giftedderkopper på skib.
Giftige edderkopper af arten sorte enke er blevet opdaget på et fragtskib i havnen i Bremerhaven i det nordlige Tyskland.Det oplyser den lokale havnemyndighed.
- Nogle levende dyr blev fundet under en container, siger havnefogeden Stephan Berger.
Aflæsningen af skibet er derfor indstillet, men ifølge ham udgør situationen ikke en fare for offentligheden.
Skibet er ikke blevet evakueret.
- Besætningen forbliver om bord, siger Berger.
Det ventes nu, at hele skibet skal støvsuges ved hjælp af specialudstyr. Det vil ske med en metode lignende den, man bruger ved skadedyrsangreb.
Forventningen er, at den proces vil tage omkring tre uger.
Ifølge Berger er det fortsat uklart, hvilken underart af edderkoppen der er tale om. Alle underarterne er dog giftige, og giften kan forårsage lammelser i mennesker.
Problemet med edderkopperne gælder ifølge havnefogeden to dæk, som begge kan lufttæt forsegles. Det betyder ifølge ham, at det praktisk talt kan udelukkes, at edderkopperne spreder sig.
Det fremgår ikke, hvor mange edderkopper der er blevet fundet under containeren, eller hvor mange der i alt vurderes at være på skibet.
Det står heller ikke oplyst, hvor skibet er sejlet fra.
Ifølge Den Store Danske findes der i alt omkring 34 arter af edderkoppen.
Deres bytte består primært af små insekter, men der er også eksempler på, at de har fanget mindre øgler i deres spind.
De sorte enker findes på en række forskellige levesteder, der både favner fugtige skove og ørkenområder.
Deres gift er stærk og består hovedsagelig af nervegiften latrotoxin. Bid fra sorte enker kan være smertefulde - men alvorlige følger og dødsfald er meget sjældne.
/ritzau/dpa