FN-soldat såret af granat ved grænse mellem Israel og Libanon
FN-styrke udtrykker alvorlig bekymring over to granatangreb mod baser i det sydlige Libanon i weekenden.
Et medlem af FN's fredsbevarende styrke i Libanon, Unifil, blev såret, da granater ramte styrkens base nær grænsen mellem Israel og Libanon.Det meddeler Unifil søndag.
Basen, der blev ramt, ligger nær landsbyen Houla. Her slog en granat ned omkring klokken 22 lokal tid lørdag aften.
Det fremgår ikke af Unifils meddelelse, hvor granaten blev affyret fra. Men sagen er ved at blive undersøgt.
Den sårede blev omgående evakueret for at få lægebehandling, meddeler Unifil. Han blev lettere såret, og hans tilstand er stabil, lyder det videre.
Dagen inden blev en af Unifils øvrige baser i byen Naqoura beskadiget af en granat. Den eksploderede ikke, og ingen kom noget til ved den episode.
- Unifil udtrykker alvorlig bekymring over de to angreb mod vores soldater, der utrættelig arbejder døgnet rundt for at genoprette stabiliteten i det sydlige Libanon og nedtrappe den farlige situation, skriver Unifil i søndagens meddelelse.
Israels hær og den libanesiske Hizbollah-bevægelse har dagligt skudt mod hinanden i de seneste tre uger.
Det er de værste sammenstød mellem de to parter, siden de udkæmpede en egentlig krig mod hinanden i 2006.
Dengang førte det til, at Israel bombarderede vigtig infrastruktur i Libanon, herunder en startbane i lufthavnen i hovedstaden Beirut samt boligblokke i en forstad til Beirut.
Hizbollah er allieret med den palæstinensiske Hamas-bevægelse, der angreb Israel 7. oktober og dræbte over 1400 mennesker.
Det har fået Israel til at svare massivt igen med luftangreb mod Gazastriben, hvor Hamas har hjemme og sidder tungt på magten.
Flere iagttagere har udtrykt bekymring for, om krigen i Gaza kan få konflikter til at blusse op andre steder.
Det gælder også ved grænsen til Libanon.
/ritzau/