Flere meldes dræbt i Hizbollah-raketangreb på israelsk grænseby

31. OKT 2024 • 13:09UDLAND

Mens krigen mellem Israel og Hizbollah fortsætter, er fem personer ifølge borgmester dræbt i israelsk by.

Fem mennesker er blevet dræbt i et Hizbollah-raketangreb på den israelske by Metula tæt på grænsen til Libanon.

Det rapporterer den israelske Kanal 12 med henvisning til en borgmester ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De dræbte skulle være fire udenlandske arbejdere og en israeler. Angrebet ramte ifølge israelske medier et landbrugsområde tæt på Metula.

En yderligere skal være alvorligt såret, melder byrådet i Metula ifølge det israelske medie Haaretz.

Hizbollah har ikke umiddelbart udtalt sig om angrebet.

Israels militær er i gang med en offensiv i Libanon med både luftangreb og angreb med soldater på landjorden.

Formålet er ifølge Israel at give tusindvis af fordrevne borgere mulighed for at vende tilbage til grænseområder i nord.

De er flygtet under de fortsatte angreb over grænsen mellem Israel og Libanon.

Den militante libanesiske bevægelse Hizbollah begyndte for omkring et år siden at angribe grænseområderne i solidaritet med Hamas i Gaza.

I Libanon fortsætter de israelske angreb torsdag.

Israels militær har således på ny udstedt evakueringsordrer i byen Baalbek i den østlige del af landet.

Det er et typisk skridt før angreb.

Onsdag mistede mindst 19 mennesker livet i angreb i netop Baalbek, som er en gammel by fra romersk tid. Ifølge Unescos Verdensarvsliste har den flere eksempler på Romerrigets særlige arkitektur.

Imens har der også har været snak om mulig våbenhvile mellem Israel og Libanon.

Højtstående amerikanske embedsmænd er ifølge nyhedsbureauet AFP i Israel for at tale med israelere om en mulig afslutning på konflikten.

I Gaza har den militante palæstinensiske gruppe Hamas torsdag afvist planer om en våbenhvile.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT