Fem turister er døde i busulykke i USA

23. AUG 2025 • 01:13UDLAND

Fem turister heraf mindst et barn er døde i ulykke. Turistbus var på vej hjem efter besøg ved Niagara Falls.

Fem turister meldes dræbt, efter at en turistbus med over 50 passagerer fredag er kørt galt i den amerikanske delstat New York.

Det oplyser myndighederne ifølge nyhedsbureauet AFP.

Turisterne havde besøgt vandfaldene Niagara Falls ved grænsen til Canada, og bussen var på vej tilbage, da den kørte galt øst for byen Buffalo.

- Af ukendte årsager mistede køretøjet kontrollen, kørte ind i midterrabatten, overkorrigerede og endte i grøften, siger talsmand for delstatens politi, James O'Callaghan, til pressen.

Tidligere oplyste politiet i den amerikanske delstat ikke et præcist dødstal, men at flere var døde eller tilskadekomne, og at mindst et barn var dræbt.

Ifølge delstatspolitiet har mange af passagererne indisk, kinesisk og filippinsk baggrund.

Tolke er blevet sendt til ulykkesstedet for at kommunikere med passagererne, lyder det.

Nogle blev fastklemt i forbindelse med ulykken, imens andre blev slynget ud af bussen.

Ifølge James O'Callaghan er buschaufføren i live, og politiet har talt med ham.

Bussen kørte med fuld hastighed, og den ramte ikke et andet køretøj.

Vandfaldene Niagara Falls, som er en kendt turistattraktion, ligger ved grænsen mellem Canada og USA, og de kan besøges fra begge lande.

Ifølge BBC er der oprettet et center, hvor passagerer kan genforenes med deres pårørende i Buffalo.

Politiet appellerer desuden til eventuelle vidner til ulykken. Hvis man ligger inde med video fra kameraet i ens bil, opfordres man til at kontakte myndighederne.

Natten til lørdag dansk tid, lyder det, at politiet og beredskabet fortsat arbejder på ulykkesstedet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT