EU's delegation i Ukraine ramt i russisk missilangreb på Kyiv

28. AUG 2025 • 14:14UDLAND

EU vil ikke lade sig skræmme, siger EU-præsident António Costa efter angreb natten til torsdag.

En bygning tilhørende EU's delegation i Ukraine er blevet ramt i et russisk angreb natten til torsdag på Ukraines hovedstad, Kyiv.

Det fortæller EU-præsident António Costa på det sociale medie X.

- Forfærdet over endnu en nat med dødbringende russiske missilangreb på Ukraine.

- Mine tanker går til de ukrainske ofre og også til personalet på EU's delegation i Ukraine, hvis bygning blev beskadiget i dette overlagte russiske angreb, skriver António Costa og understreger, at "EU lader sig ikke skræmme".

Der er ingen meldinger om, at nogen er kommet til skade på EU-kontoret.

Som følge af angrebet har EU's udenrigschef, Kaja Kallas, indkaldt Ruslands repræsentant i Bruxelles til møde. Hun skriver på X, at "ingen diplomatisk repræsentation bør nogensinde være et mål".

- Jeg har netop talt med mine kolleger ved EU's delegation i Kyiv, efter at vores bygning blev beskadiget i et russisk angreb.

- Som modsvar indkalder vi den russiske udsending i Bruxelles, skriver Kallas.

Samtidig har Storbritannien indkaldt Ruslands ambassadør i London til samtale. Årsagen er, at en afdeling af den statsfinansierede britiske kulturinstitution British Council blev ramt i et af de russiske angreb på Kyiv.

Det fortæller den britiske udenrigsminister, David Lammy, på X.

Ifølge de ukrainske myndigheder har mindst 15 personer mistet livet andre steder i de russiske angreb på Kyiv. Blandt de dræbte er fire børn.

Angrebene ramte forskellige distrikter i hovedstadsområdet.

Luftalarmerne i Kyiv var ifølge Reuters aktiveret i ni timer natten til torsdag, mens det russiske angreb var i gang.

Angrebet blev udført både med missiler og droner.

Ukraines flyvevåben oplyser, at det skød 563 ud af 598 russiske droner og 26 ud af 31 missiler ned under angrebet.

Flyvevåbnet har registreret 13 lokationer, der blev ramt i angrebet.

Ifølge chefen for Kyivs militæradministration, Tymur Tkatjenko, blev droner og missiler sendt ind over hovedstaden fra forskellige retninger.

- Desværre er russernes fremgangsmåde typisk i deres angreb.

- Kombinerede angreb fra forskellige retninger. Og systematiske angreb - ramte almindelige beboelsesejendomme, skriver han på beskedplatformen Telegram ifølge Reuters.

Ud over de steder, som blev ramt direkte, er der sket skade nogle af de steder, hvor vragrester fra droner og missiler er faldet ned.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT