Europæiske ledere: Vejen til fred kan ikke afgøres uden Ukraine

10. AUG 2025 • 00:40UDLAND

Statsledere som Macron og Starmer understreger behovet for støtte til Ukraine og pres på Rusland.

Flere europæiske statsledere meddeler, at de hilser USA's præsident Donald Trumps arbejde med at "stoppe drabene i Ukraine" velkommen.

Sådan lyder det i en fælles erklæring lørdag.

Samme dag har der været et møde mellem nationale sikkerhedsrådgivere fra Ukraine og allierede lande.

Mødet foregik i Storbritannien, og ifølge Ukraines præsident deltog - foruden embedsmænd fra værtslandet - også embedsfolk fra USA, Frankrig, Tyskland, Italien, Finland og Polen i mødet.

Det er også statsledere fra disse lande, der er afsendere på erklæringen.

- Vi er overbeviste om, at kun en tilgang, der kombinerer aktivt diplomati, støtte til Ukraine og pres på Den Russiske Føderation for at afslutte deres ulovlige krig, kan lykkes, lyder det.

Det understreges samtidig, at "vejen til fred i Ukraine" ikke kan afgøres uden det krigsramte land.

Foruden ledere som den britiske premierminister, Keir Starmer, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, er formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, en af afsenderne på erklæringen.

Lørdagens møde i Storbritannien har fundet sted i kølvandet på, at Trump har meddelt, at han skal mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin, i den amerikanske delstat Alaska 15. august.

Meldingen blev senere bekræftet fra russisk side. Det er første gang i løbet af den over tre år lange krig i Ukraine, at Putin skal mødes med en amerikansk præsident.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT