En person er død i bileksplosion i Stockholm
En bil eksploderede fredag i det sydlige Stockholm. Svensk politi undersøger sagen som et muligt drab.
Svensk politi efterforsker en eksplosion i en bil i det sydlige Stockholm, hvor en person efterfølgende er fundet død, som et drab.Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Ifølge en opdatering på svensk politis hjemmeside anmeldte flere personer et kraftigt brag i Östberga-området i Stockholm omkring klokken 21 fredag aften.
Da betjente kom frem, kunne de konstatere, at en bil var eksploderet.
Den svenske avis Aftonbladet skriver, at bilen holdt parkeret på en gade, da den sprang i luften.
Politiet har været til stede med bomberyddere. Det var for at sikre, at der ikke var yderligere sprængstoffer, siger politiets pressetalsperson Mats Eriksson til avisen.
I den seneste opdatering klokken 00.45 natten til lørdag lyder det, at man endnu ikke har anholdt nogen i sagen.
Den afdøde person er heller ikke identificeret.
Vedkommende blev fundet i forbindelse med bilen, skriver politiet uden nærmere at præcisere det.
Mats Eriksson ønsker ikke at oplyse til TT, om bilens ejere er kendt af politiet i forvejen.
Et vidne, som bor i nærheden af gerningsstedet, fortæller til avisen Expressen, at hans vindue rystede, og der kom et kraftigt lys efter eksplosionen.
Ud over at efterforske sagen som drab mener svensk politi også, at der er tale om en grov overtrædelse af loven om sprængstoffer samt fareforvoldelse.
Ifølge Aftonbladet har politiet talt med vidner på stedet, ligesom et større område er afspærret i forbindelse med politiets arbejde.
/ritzau/