Efterretningsleder med ansvar for omstridt Iran-vurdering fyret i USA

23. AUG 2025 • 10:58UDLAND

Demokratisk senator beskylder Trump-regeringen for at behandle efterretningsarbejde som en "loyalitetstest".

Lederen af den militære efterretningstjeneste Defense Intelligence Agency (DIA) og to andre embedsmænd er blevet fyret.

Det skriver nyhedsbureauet AFP med henvisning til unavngivne embedsmænd. Flere andre medier og nyhedsbureauer - heriblandt amerikanske AP - bringer samme nyhed.

Lederen, Jeffrey Kruse, havde stået i spidsen for DIA siden tidligt i 2024.

DIA lavede tidligere på året en foreløbig vurdering af skader på det iranske atomprogram efter et amerikansk angreb. Her lød det, at programmet kun var sat nogle måneder tilbage.

Det var i modstrid med udmeldinger fra præsident Donald Trump om, at programmet var totalt ødelagt.

Kruse "skal ikke længere være DIA-direktør", siger en højtstående embedsmand på forsvarsområdet, der kræver at være anonym, til AFP.

Vedkommende giver ingen forklaring på generalens stop på posten.

Den demokratiske senator Mark Warner, som er viceformand for Senatets efterretningsudvalg, kritiserer afskedigelsen.

- Fyringen af endnu en højtstående embedsmand, der arbejder med national sikkerhed, understreger Trump-regeringens farlige vane med at behandle nationale efterretninger som en loyalitetstest snarere end sikkerhedsforanstaltninger for vores land, siger han til Reuters.

Der har under Donald Trump været fyringer af en række højtstående embedsmænd i militæret og efterretningstjenesterne.

I april blev NSA-chefen Timothy Haugh fyret. NSA (National Security Agency) hører under forsvarsministeriet - også kaldet Pentagon - og har blandt andet til opgave at indsamle og analysere efterretninger. Også DIA hører under forsvarsministeriet.

Også Charles Q. Brown, som var den øverst rangerende general i det amerikanske militær, blev fyret. Det skete i februar. Brown var formand for de fælles stabschefer.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT