Frankrig om Netanyahu efter arrestordre: Han har immunitet
Immunitet gælder for Netanyahu i Frankrig, men minister svarer ikke på, om han vil blive anholdt.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har immunitet, og Frankrig vil fortsætte med at samarbejde med ham og Israel.Det skriver det franske udenrigsministerium i en pressemeddelelse onsdag.
Den Internationale Straffedomstol (ICC) meddelte torsdag sidste uge, at der er udstedt en arrestordre på Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.
ICC er en uafhængig international domstol, som Israel ikke har tilsluttet sig, men det har Frankrig.
Frankrig siger, at ICC ikke kan kræve af et land, at det handler på en måde, som ikke er i overensstemmelse med landets forpligtelser, "hvad angår immuniteten for lande, som ikke har tilsluttet sig ICC".
- Den slags immunitet gælder for premierminister Netanyahu og andre relevante ministre og vil blive taget med i overvejelser, hvis ICC af os kræver deres anholdelse eller overgivelse, skriver ministeriet.
Frankrigs udenrigsminister, Jean-Noël Barrot, gav dog ikke et klart svar, da han af radiokanalen France Info blev spurgt, om Netanyahu vil blive anholdt, hvis han sætter fod i Frankrig. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Barrot sagde blot, at Frankrig går meget op i "international retfærdighed og vil anvende folkeretten i overensstemmelse med sine forpligtelser om at samarbejde med ICC".
Baggrunden for arrestordren fra ICC er Israels krig i Gaza og en mistanke om, at Israel har begået krigsforbrydelser i det palæstinensiske område.
Desuden kræver ICC den forhenværende israelske forsvarsminister Yoav Gallant anholdt.
Foruden Netanyahu og Gallant har straffedomstolen udstedt en arrestordre på Hamas-lederen Mohammed Diab Ibrahim Al-Masri, der i offentligheden er bedre kendt som Mohammed Deif.
Deif blev ellers rapporteret dræbt i juli, men det er ifølge ICC ikke bekræftet, at Hamas-lederen faktisk er død.
Under spørgetime i Folketinget tirsdag blev Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), spurgt, om hun bakker op om en anholdelse af Netanyahu.
- Det er ikke sådan, at man som regering bakker op om anholdelser. Vi følger internationale regler og love. Det vil være de danske retshåndhævende myndigheder, om de tager stilling i den konkrete situation, sagde hun.
Hun fastslog, at Danmark bakker op om internationale fora som ICC.
/ritzau/