Hongkong-aktivist og hans familie får asyl i Australien

17. AUG 2025 • 06:38UDLAND

Hvis ikke det var for politisk forfølgelse, ville Ted Hui aldrig have overvejet at bo i udlandet, skriver han.

Den prodemokratiske Hongkong-aktivist Ted Hui har fået asyl i Australien.

Det oplyser Ted Hui i et opslag på Facebook, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det sker, mere end fire år efter at han forlod Hongkong, hvor han står over for flere anklager om prodemokratiske aktiviteter fra demonstrationer i Hongkong i 2019.

Ifølge Ted Hui selv modtog han fredag en besked fra Australiens indenrigsministerium om, at han havde fået godkendt sin ansøgning. Hans hustru, børn og forældre har også fået visa, lyder det.

- Når folk omkring mig siger tillykke til mig, kan jeg ikke lade være med at føle mig trist i hjertet, selv om jeg høfligt takker dem. Hvordan lykønsker man en politisk flygtning, som savner sin hjemby?, skriver Ted Hui.

- Hvis det ikke var for politisk forfølgelse, ville jeg aldrig have tænkt på at bo i et fremmed land. Immigranter kan altid vende tilbage til deres hjembyer for når som helst at besøge familiemedlemmer: Folk i eksil har intet hjem.

Det australske indenrigsministerium ikke umiddelbart reageret på Reuters' henvendelse om sagen.

Regeringen i Hongkong siger i en udtalelse, at den er imod enhver form for beskyttelse af kriminelle fra noget land. Kinas udenrigsministerium er ikke umiddelbart vendt tilbage på henvendelse om sagen.

Ted Hui er tidligere prodemokratisk parlamentsmedlem i Hongkong. Han forlod Hongkong i slutningen af 2020 grundet anklagerne mod ham.

I 2023 anklagede Hongkong ham og syv andre for overtrædelser af lovgivning om national sikkerhed - herunder opfordringer til løsrivelse.

Politiet udlovede i den forbindelse en dusør på én million Hongkong-dollar - eller 872.000 kroner - for hver af aktivisterne.

Australien sagde dengang, at landet var bekymret for beslutningen.

I december 2020 havde flere danske politikere inviteret Ted Hui til Danmark, hvor han valgte at gå i eksil.

Politiken beskrev dengang, hvordan rejsen ud af Hongkong kunne lade sig gøre, fordi flere danske folketingspolitikere, aktivister og organisationer havde hjulpet ham med at undgå politiets kontrol i Hongkong.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT