Borgmester: Brand i olieraffinaderi i Moskva efter droneangreb

1. SEP 2024 • 08:56UDLAND

Ukraine har forsøgt at angribe to kraftværker og et olieraffinaderi nær Moskva, hævder Rusland.

Søndag morgen er der udbrudt brand i et olieraffinaderi i Moskva som følge af et droneangreb.

Det oplyser byens borgmester, Sergei Sobyanin, på Telegram.

Landets beredskabstjeneste oplyser til det russiske nyhedsbureau Tass, at brandfolk kæmper mod flammerne, og at slukningsarbejdet er komplekst.

Borgmesteren oplyser ikke, om der er sårede eller omkomne i forbindelse med branden.

Han skriver, at der natten til søndag er blevet nedskudt ni ukrainske droner, der havde kurs mod landets hovedstad.

Ukraine iværksatte natten til søndag flere droneangreb rettet mod kraftværker nær Moskva og naboregionen Tver, der ligger omkring 140 kilometer nordvest for Moskva.

Ifølge Ruslands forsvarsministerium er der blevet nedskudt op mod 158 droner i 15 regioner.

Fem ukrainske droner blev nedskudt over Tver.

Det skriver regionens guvernør, Igor Rudenya, på beskedtjenesten Telegram.

- Ifølge de foreløbige oplysninger er der ingen tilskadekomne i området omkring byen Konakova, lyder det videre.

Der er blevet hørt høje eksplosioner nær kraftværket Konakova, der er et af de største kraftværker i det centrale Rusland. Det skriver Baza, som er en kanal på beskedtjenesten Telegram med forbindelse til russiske myndigheder.

Også kraftværket Kashira, der ligger i Moskva-regionen, er natten til søndag blevet forsøgt angrebet med tre droner, hævder Mikhail Shuvalov, der er leder af Kashira-bydelen, på Telegram.

Han fortæller desuden, at der ikke er opstået nogen skader på materiel eller mennesker i forbindelse med angrebet.

- Elektriciteten leveres uden problemer, skriver Shuvalov.

Også i regionen Brjansk, der grænser op til Ukraine, har der natten til søndag været meldinger om ukrainske droneangreb.

- Vores forsvarsstyrker har afværget et massivt droneangreb på regionen Brjansk, skriver Alexander Bogomaz, der er guvernør i regionen, i et opslag på beskedtjenesten Telegram ifølge AFP.

Han hævder, at der gennem natten er blevet "identificeret og ødelagt" mindst 26 droner over regionen. Han oplyser desuden, at det russiske militær ikke har lidt nogen tab eller skader.

Det har ikke været muligt at bekræfte påstandene.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT