Belgien lover at levere 30 F-16-kampfly til Ukraine
Belgien og Ukraine indgår sikkerhedsaftale, som betyder økonomisk og anden støtte over næste 10 år.
Belgien vil levere 30 F-16-kampfly til Ukraine frem til 2028.De første fly vil blive sendt afsted i år, kunne den belgiske udenrigsminister, Hadja Lahbib, meddele tirsdag morgen
Det er en del af en sikkerhedsaftale, som få timer senere er indgået i Bruxelles mellem premierminister Alexander De Croo og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
- Dokumentet omfatter mindst 977 millioner euro (knap 7,3 milliarder kroner, red.) i belgisk militærhjælp til Ukraine i dette år, og det gælder ligeså Belgiens løfte om at give støtte over de næste 10 år som indeholdt i aftalen, skriver Zelenskyj på mediet X, det tidligere Twitter.
Den belgiske udenrigsminister sagde lidt tidligere på dagen, at hun håbede på, at de første F-16-fly kan leveres til Ukraine "ved slutningen af året".
Belgiens regering har tidligere meldt ud, at den ville levere F-16-fly til Ukraine. Men det er først nu, at regeringen sætter tal på hvor mange.
Belgien er sammen med Danmark, Norge og Holland de Nato-lande, der har lovet at levere de fortsat meget kampdygtige fly til Ukraine.
Premierminister Alexander De Croo har tidligere sagt, at omkostningerne til at sende belgiske F-16-fly til Ukraine kan blive betalt med russiske værdier, der er indefrosset i Vesten.
En meget stor del af de russiske penge i Vesten er indefrosset i Belgien. De er blevet låst som en del af de vestlige sanktioner mod Rusland.
Danmark vil overdrage de første af 19 F-16-fly til Ukraine denne sommer.
/ritzau/AFP