Båd med afrikanere synker ud for Tunesien og 34 savnes

24. MAR 2023 • 21:51UDLAND

Endnu flere migranter vil til Italien. 750 er senest samlet op af Italiens kystvagt. Tunesien stopper 56 både.

Mindst 34 afrikanske migranter savnes fredag, efter deres båd er sunket ud for Tunesiens kyst.

Det er femte gang inden for to dage, at både synker med migranter, der vil til Italien.

Det bringer det samlede antal savnede op på 67, oplyser de tunesiske myndigheder.

Der er generelt et stort pres lige nu fra migranter, der forsøger at nå til Italien og dermed ind i EU.

Den italienske kystvagt oplyste torsdag, at den havde reddet cirka 750 migranter under to operationer ud for den syditalienske kyst.

Det var, kun få timer efter at mindst fem personer mistede livet, og 33 blev meldt savnet under forsøget på at sejle fra Tunesien til Italien.

Syv mennesker mistede livet, da deres båd kæntrede ud for den tunesiske havneby Sfax. Der var børn og småbørn blandt de omkomne.

Kysten omkring Sfax er blevet et vigtigt punkt for afrejse for de tusinder af afrikanske migranter, der forsøger at komme til Europa.

En officer i den tunesiske kystvagt, Houssem Jebabli, oplyser, at hans folk på to dage har stoppet 56 både på vej til Italien. Over 3000 migranter er blevet tilbageholdt, siger han.

Ifølge FN's data er mindst 12.000 migranter, der i år er kommet til Italien, blevet sendt med både fra Tunesien.

I samme periode sidste år var det kun 3000, der var kommet samme vej.

Tidligere var det Libyen, som de fleste migranter brugte som springbræt til Italien.

Tunesien er ramt af alvorlig politik krise. Det falder sammen med, at migranternes gennemfartsvej til Europa har flyttet sig fra Libyen til Tunesien.

Landet er i fare for at kollapse økonomisk. Det sker, samtidig med at præsident Kais Saied er i færd med at afmontere parlamentet og selv tage enerådig kontrol med landets institutioner.

Saied greb magten i juli 2021, og hans kritikere sidestiller det med et kup.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU