Afviser anklager om at ville dræbe Donald Trump

30. SEP 2024 • 18:33UDLAND

58-årig mand har i en domstol i Florida afvist fem anklager om, at han ville begå et attentat på Trump.

Den 58-årige Ryan Wesley Routh, der anklages for at ville begå et attentat på Donald Trump den 15. september, har i en domstol i West Palm Beach i den amerikanske delstat Florida erklæret sig ikke-skyldig.

Der er rejst fem anklager mod ham, og han afviser dem alle.

Anklagerne siger, at Routh havde i sinde at dræbe Donald Trump, der i øjeblikket er i valgkamp for at vinde præsidentvalget den 5. november.

Han er Republikanernes kandidat.

Den 15. september spillede han golf på Trump International Golf Club i West Palm Beach.

En agent fra Secret Service, der er den styrke af livvagter, som passer på præsidenter og præsidentkandidater i USA, så under en patrulje noget mistænkeligt.

Han så et geværløb, og han så også Routh. Agenten åbnede ild.

Routh blev anholdt, og nu er han blandt andet anklaget for at ville dræbe Trump, for brud på våbenloven og for at angribe en myndighedsperson.

Den anklagede har i en bog, han selv har udgivet, kritiseret Trump.

Der er også fundet et brev hos ham, hvor der henvises til et attentatforsøg på Trump.

Under et retsmøde den 23. september sagde forsvarere for Routh, at brevet kan have været et forsøg fra deres klient på at tiltrække sig opmærksomhed, så han kan fremme sine store interessepunkter, nemlig demokrati i Ukraine og Taiwan.

Godt to måneder inden Florida-episoden blev der foretaget et attentat på Trump i Pennsylvania, hvor han under et vælgermøde blev beskudt.

En kugle snittede hans øre, men en af de fremmødte til vælgermødet blev dræbt.

Skudmanden blev dræbt af Secret Service.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT