Mand dræbt i skyderi ved svensk moské - kan være banderelateret
Skyderi ved en moské i Sverige skete lige efter fredagsbøn, fortæller ansat i moskéen til Expressen.
En mand på omkring 25 år er død efter et skyderi i Örebro i Sverige tidligere fredag.Det oplyser politiet sent fredag eftermiddag på sin hjemmeside.
- En mand i 25-årsalderen er død af de skader, han pådrog sig. De pårørende er underrettet, skriver politiet.
Sagen efterforskes nu som drab, drabsforsøg og brud på våbenlovgivningen, tilføjer politiet.
Skyderiet skete ved en moské i den svenske by.
Klokken 13.45 modtog politiet den første anmeldelse om hændelsen, hvorefter det blev meldt ud, at to personer var såret.
Det er den ene af dem, der nu er afgået ved døden.
Skyderiet skete umiddelbart efter fredagsbønnen i moskéen, siger Mazen Muwaffak, der er ansat af moskéen, til Expressen.
De to sårede personer havde besøgt moskéen, siger han også.
Politiet har ikke meldt noget ud om et eventuelt motiv for hændelsen. Men den kan være koblet til organiseret kriminalitet, lød det tidligere på eftermiddagen.
- Ud fra det nuværende statusbillede for skyderiet i Örebro vurderes hændelsen at være koblet til det kriminelle miljø, skrev politiet i en opdatering på sin hjemmeside.
Svenske medier havde tidligere erfaret, at der kunne være tale om en banderelateret hændelse.
Det vurderes ikke, at moskéen var mål for skyderiet, skrev TV4 Nyheterna også.
Sent fredag eftermiddag er politiet fortsat ved at efterforske skyderiet.
Politiet har ikke meldt noget om anholdte og har sagt, at man leder efter en eller flere gerningsmænd.
Nyhedsbureauet TT har spurgt efterretningstjenesten Säpo, om tjenesten skal tage del i efterforskningen.
Det vil blive afgjort på et senere tidspunkt, siger pressetalsperson Gabriel Wernstedt.
- For nuværende er det politiet, der undersøger hændelsen, siger han.
Örebro ligger cirka 200 kilometer vest for den svenske hovedstad, Stockholm. Der bor knap 130.000 mennesker i byen.
/ritzau/