Wembanyama forventes at misse resten af NBA-sæsonen

20. FEB 2025 • 20:04SPORT

En skulderskade holder formentligt Victor Wembanyama ude i resten af sæsonen, meddeler San Antonio Spurs.

San Antonio Spurs må givetvis undvære sin franske stjernespiller Victor Wembanyama i resten af sæsonen.

Det skriver holdet fra NBA torsdag på det sociale medie X.

Det er en blodprop i højre skulder, der forhindrer 21-årige Wembanyama i at bidrage på banen, oplyser Spurs. Det blev opdaget efter, at han deltog i ligaens All Star-arrangement for nylig.

Fraværet er en betydelig svækkelse af Spurs-holdet, der kæmper for at komme med i slutspillet.

Ud over et pointgennemsnit på 24,3 og 11 rebounds per kamp bidrager den 2,24 meter høje franskmand også markant defensivt med blandt andet 3,8 blocks per kamp, hvilket er bedst af alle i NBA.

Wembanyama blev i sidste sæson kåret til årets rookie i NBA, efter at han under stor bevågenhed blev valgt som den første i draften.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT