Utilfreds Grønbæk vil væk fra Rennes efter et halvt år

17. JAN 2025 • 16:02SPORT

Rennes-træner Jorge Sampaoli siger, at Albert Grønbæk ikke er faldet til og ønsker at forlade Rennes.

I den franske Ligue 1-klub Rennes verserer der rygter om, at der skal luges ud i truppen, og den danske landsholdsspiller Albert Grønbæks navn har været blandt de nævnte.

Men ifølge Rennes-træner Jorge Sampaoli er det i tilfældet med Grønbæk spilleren selv, som ønsker at komme væk efter blot et halvt år i klubben.

- Det er en personlig beslutning fra hans side. Han har givet udtryk for sit ønske om at komme væk. Han har ikke rigtig fundet sig til rette her, og han er ikke glad, siger Sampaoli på et pressemøde ifølge L'Equipe.

23-årige Albert Grønbæk havde et forrygende første halvår af 2024, der resulterede i et stort salg fra norske Bodø/Glimt til Rennes i juli, og efter EM-slutrunden samme sommer blev han med stor succes en del af det danske landshold.

Alt har set ud til at køre på skinner for den tidligere AGF'er, men skiftet til Rennes har altså ikke været lykken for midtbanespilleren.

Det er blevet til 18 kampe, to mål og en enkelt assist for Grønbæk i Rennes. På det danske landshold står han noteret for seks kampe med et mål og en assist til følge.

Ifølge flere medier skulle der være interesse for den offensive midtbanespiller fra blandt andet Tyskland og England.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT