Dansk NHL-keeper nærmer sig comeback på isen

17. JAN 2025 • 17:00SPORT

Frederik Andersen er fjernet fra skadeslisten og nærmer sig et comeback for sit hold, Carolina Hurricanes.

Den danske NHL-keeper Frederik Andersen nærmer sig et comeback på isen efter en længerevarende skadespause.

Danskerens hold, Carolina Hurricanes, oplyser på sin hjemmeside, at man har fjernet keeperen fra listen af spillere med længerevarende skader.

Hvornår Carolina Hurricanes så vil sende Andersen tilbage i kamp, melder holdet ikke noget om.

Frederik Andersen har været ukampdygtig siden slutningen af oktober, efter at han havde følt sig utilpas under en NHL-kamp mod Seattle Kraken.

I november blev danskeren opereret i knæet, og i den forbindelse oplyste holdet, at han ville være ude i 8 til 12 uger.

Frederik Andersen havde fået en glimrende start på sæsonen, inden han blev skadet.

Carolina Hurricanes vandt tre ud af de fire kampe, som danskeren var med i.

Keeperen havde samtidig en redningsprocent på 94,1. Det var den næstbedste i ligaen, på det tidspunkt Andersen pådrog sig skaden.

Frederik Andersen har kontraktudløb med Carolina Hurricanes efter sæsonen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT