To golfdanskere blander sig i Dubai-topstrid

17. JAN 2025 • 15:25SPORT

Både Thorbjørn Olesen og Rasmus Højgaard indtager en delt syvendeplads halvvejs i Hero Dubai Desert Classic.

Både Thorbjørn Olesen og Rasmus Højgaard var stærkt spillende på andendagen af golfturneringen Hero Dubai Desert Classic og avancerede markant i stillingen.

De to danskere er begge placeret på en delt syvendeplads i syv slag under par. Der er kun et enkelt slag op til en delt tredjeplads, mens skotske Ewen Ferguson fører i 12 slag under par.

Hverken Højgaard eller Olesen så ud til at skulle spille med om sejren efter torsdagens indledende runde. Med henholdsvis et og to slag under par var de langt fra toppen.

Fredag løftede de dog niveauet gevaldigt. Især Rasmus Højgaard leverede en nærmest fejlfri runde med seks birdies og ingen bogeys.

Thorbjørn Olesen lavede fire birdies og sågar en eagle, men indkasserede også en enkelt bogey undervejs. Det gav ham en score for dagen på fem slag under par - et enkelt slag dårligere end landsmanden Højgaard.

Niklas Nørgaard holder sig også pænt til. Han er på en delt 16.-plads i fem slag under par. Rasmus Neergaard er samlet et enkelt slag under par.

Nicolai Højgaard, Rasmus Højgaards tvillingbror, er samlet i par og ser ud til at blive sidste dansker, som klarer cuttet til weekendens finalerunder.

Der er ni millioner dollar - svarende til 65 millioner kroner - i præmiepuljen i Dubai. Vinderen får omkring 11 millioner kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT