Ukrainske Usyk vinder sværvægtsbrag og forbliver ubesejret

22. DEC 2024 • 01:16SPORT

Oleksandr Usyk var igen bedre end Tyson Fury, og dermed fik briten ikke revanche for nederlag tidligere i år.

Den ukrainske bokser Oleksandr Usyk besejrede natten til søndag dansk tid for anden gang i år britiske Tyson Fury i et af årets helt store boksebrag.

Usyks sejr kom efter en kamp, hvor Fury var godt med i starten, men hvor den ubesejrede ukrainer stille og roligt overtog dominansen i løbet af kampen.

Alle tre dommere var enige om scoren 116-112 i den 37-årige Usyks favør.

Sværvægtskampen blev afviklet i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh - nøjagtigt ligesom kampen mellem de to i maj.

Også den første kamp blev vundet af Usyk. Dog var dommerne dengang uenige, og en af de tre havde Fury som kampens vinder.

36-årige Fury mødte lørdag op med et vildt fuldskæg, som han har ladet gro i løbet af sin træningslejr. Skægget har været til debat i optakten til kampen, da Usyks lejr har argumenteret for, at det kunne afbøde effekten af Usyks slag.

Men trods debat havde den britiske "Gypsy King", som han kaldes, altså ladet skægget stå. Og lørdag kort før midnat dansk tid kunne kampen gå i gang.

Begge boksere kom ifølge den britiske avis The Guardian flyvende ud fra deres respektive ringhjørner, da bragets første runde blev indledt.

Den over to meter høje Fury, der fredag fik målt karrierens højeste vægt - 127,4 kilo - var aggressiv fra start og virkede opsat på at udnytte den fysiske fordel over den cirka 25 kilo lettere modstander.

The Guardian skriver, at de første par runder forløb i højt tempo og med gode perioder fra begge boksere. Dog med et lille overtag til Fury.

I fjerde runde fik Usyk ram på Fury med en effektiv kombination, men Fury svarede igen i femte runde med en kraftfuld uppercut.

Som runderne skred frem, virkede den 1,91 meter høje Usyk til at få overtaget i kampen. Samtidig fik Fury ifølge The Guardian en anelse sværere ved at bevæge sine 2,06 meter og rekordmange kilo rundt i ringen.

Da de nåede frem til 12. og sidste runde tydede det derfor også på, at Fury var klar over, at kun en knockout kunne sikre ham den tiltrængte revanche.

Sådan gik det ikke, og dermed kunne dommeren kort tid senere løfte Usyks arm og fastslå ukrainerens anden sejr over Fury på under et år.

Usyk er med sejren fortsat indehaver af tre ud af fire titelbælter - WBA, WBC og WBO - i sværvægtsklassen. Han har egentlig også haft det fjerde bælte - IBF - men det opgav han, da han hellere ville forberede sig til kampen mod Fury end at bokse mod udfordreren, den 27-årige brite Daniel Dubois.

Usyk har vundet 23 kampe i karrieren og stadig aldrig tabt.

Tyson Fury havde før i år heller aldrig tabt en kamp. Han er noteret for 34 sejre, en enkelt uafgjort og nu altså to nederlag - begge til Usyk.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT