Ukrainsk bokser får gode råd af Zelenskyj før sværvægtsbrag
De to sværvægtsboksere Oleksandr Usyk og Tyson Fury står lørdag aften over for hinanden for anden gang i år.
Et af årets helt store højdepunkter inden for boksning finder sent lørdag aften sted i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh.Her skal de to sværvægtsboksere Oleksandr Usyk fra Ukraine og Tyson Fury fra Storbritannien for anden gang i år op mod hinanden.
Første kamp fandt sted i maj - ligeledes i Riyadh - og blev vundet af 37-årige Usyk.
Nu håber hele Ukraine, der fortsat er i krig med Rusland, at den ukrainske boksestjerne kan sørge for endnu et lyspunkt i den mørke tid.
Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
- Alle ukrainere er på din side, lyder det fredag i en video med Usyk og Zelenskyj på præsidentens konto på kommunikationstjenesten Telegram.
Mens Usyk og Fury i bokseringen kommer til at være fjender, så er Ukraine og Storbritannien allierede i kampen mod Rusland.
Derfor siger præsident Zelenskyj også - med et glimt i øjet - at Usyk ikke skal være alt for hård ved den britiske modstander.
- Vi respekterer vores allierede. Derfor, når du slår Fury, så skal du ikke ramme ham alt for hårdt. For vi vil ikke have dem til at forbyde brugen af Storm Shadow-missiler, lyder det fra Zelenskyj.
Britiske medier skrev i sidste måned, at Ukraine for første gang havde affyret Storm Shadow-missiler ind over russisk territorie. Det skete, efter at Ukraine angiveligt havde fået grønt lys fra den britiske regering.
For den 36-årige Tyson Fury giver lørdagens kamp en mulighed for revanche efter det tabte opgør i maj.
Da den 2,06 meter høje Fury fredag mødte ind til den traditionelle indvejning viste vægten 127,4 kilo. Han har aldrig tidligere i karrieren vejet mere.
Derfor håber han også, at både hans højde og drøjde bliver en fordel mod Usyk, der er 1,91 meter høj og fredag vejede 102,5 kilo.
- Når en mand på 127 kilo rammer dig på kæben, så føles det bare lidt anderledes, har Fury sagt til Sky Sports.
Første kamp mellem Usyk og Fury blev afgjort med en split decision. Én dommer mente altså, at Fury havde vundet.
De tre dommere scorede kampen 115-112, 113-114, 114-113 i Usyks favør.
Ifølge Sky Sports går de to boksere efter planen i ringen lørdag aften omkring klokken 23.00 dansk tid.
/ritzau/