U21-landstræner roser nyt karantænetiltag trods svækkelse

26. AUG 2025 • 10:23SPORT

Suspenderede Valdemar Byskov og Filip Bundgaard var kraftigt inde i Lars Knudsens overvejelser.

U21-landstræner Lars Knudsen bakker op om Dansk Boldspil-Unions (DBU) nye retningslinjer, der giver ungdomslandsholdsspillere en intern karantæne på to landsholdssamlinger, hvis de melder afbud til en officiel landsholdstermin uden en gyldig grund.

På grund af unionens nye regler måtte nordjyden tirsdag se bort fra FC Midtjyllands Valdemar Byskov og Brøndbys formstærke Filip Bundgaard, fordi begge før sommerferien ifølge DBU meldte afbud uden at have en gyldig grund.

- Retningslinjerne handler om, at vi skal etablere et godt samarbejde mellem DBU og klubberne.

- Der er selvfølgelig en presset kampkalender i klubberne, men det betyder ikke, at spillerne skal holde fri, når der er landskampstermin. Sådan gør man heller ikke på A-landsholdet, og sådan kommer man ikke til at gøre på U21-landsholdet.

- Det har aldrig handlet om at hænge nogen ud, men at få kommunikeret ud, at der er nogen, som vi ikke kan udtage den her gang, siger Lars Knudsen efter udtagelsen af sin første trup som U21-landstræner.

Han fastslår, at Byskov og Bundgaard meget vel kunne have været en del af hans trup, hvis de havde været til rådighed. Han har da også ringet begge op og forklaret, at de i fremtiden sagtens kan ende med at tage plads i truppen.

- Lad mig sige det sådan, at det er to spillere, der ville have været med i overvejelserne til den her trup, og det vil de også være fremadrettet. Så længe de udvikler sig godt i deres klub, så kommer vi til at holde øje med dem.

- Jeg har talt med dem begge og fortalt dem, at de er dygtige spillere. De er ikke på nogen måde i "bad standing", og de vil blive vurderet på lige vilkår med alle de andre, og så glæder jeg mig over at have muligheden for potentielt at udtage dem i november, siger Lars Knudsen.

Den nye U21-landstræner bliver bedømt på, om han formår at kvalificere Danmark til EM. Selv om det er sportsligt hæmmende ikke at have frit valg på grund af de nye retningslinjer for afbud, er Lars Knudsen indforstået med præmissen og ser i stedet fremad.

- Som træner er man vant til, at nogle spillere ikke er til rådighed på grund af skader, karantæner eller noget andet, så jeg kommer ikke til at tænke mere over, at de ikke er med, siger han.

Filip Bundgaard udtalte søndag, at landsholdsafbuddet før sommerferien var på grund af knæproblemer, og at han kun havde kunnet spille landsholdsfodbold på 50 procent og samtidig havde risikeret at forværre problemerne.

Havde han blot meldt sig skadet, ville der have været en gyldig grund til afbuddet.

Lars Knudsen anerkender, der kan være gråzonetilfælde, der ender med at gå ud over spillerne. Men han frygter ikke, at spillere og klubber begynder at opfinde små skader for at have en legitim årsag til et landsholdsafbud.

- Jeg tror ikke, at der bliver fundet på undskyldninger. Vi kender jo hinanden (DBU og klubberne, red.), og vi har stor erfaring, så vi kan godt lugte lunten, når sådan noget er på vej. Vi skal have en god og ærlig dialog, siger Lars Knudsen.

Torsdag 4. september debuterer Lars Knudsen som U21-landstræner med en testkamp mod Norge i Vejle.

Mandag 8. september åbner Danmark EM-kvalifikationen med en udekamp i Wales. I oktober venter kvalifikationskampe mod Østrig og Belgien. Alle fire opgør bliver uden Valdemar Byskov og Filip Bundgaard.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT