TV 2 sikrer sig rettighederne til kvindernes fodboldliga

27. MAR 2025 • 09:04SPORT

Fra næste sæson og frem til 2031 skal kampene fra kvindernes bedste fodboldrække vises på TV 2's platforme.

Danmarks bedste fodboldliga for kvinder rykker over på TV 2's kanaler.

Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

Tv-stationen har indgået en seksårig aftale med Kvindedivisionsforeningen, der betyder, at kampene fra Kvindeligaen fra sæsonen 2025/26 og frem til 2031 vises på TV 2-kanalerne og TV 2 Play.

Ifølge sportsdirektør på TV 2 Frederik Lauesen kan ligaen udvikle sig markant de kommende år.

- Vi er klar til at være en aktiv medspiller i at løfte Kvindeligaen i fodbold i Danmark. Vi ser et stort potentiale i Kvindeligaen - ikke mindst med Danmarks største klubbers indtog på dette område.

- Og vi tror på, at vi sammen kan få interessen til at vokse markant over de næste mange år. Vi er fuldt ud klar over, at det ikke nødvendigvis bliver i morgen, derfor har en lang aftale også været et kardinalpunkt for TV 2, siger han.

Mindst én kamp om ugen skal transmitteres på en af TV 2's sportskanaler, mens seerne kan streame alle ligaens øvrige kampe på TV 2 Play.

- Denne rettighed passer samtidig perfekt ind i TV 2's DNA, som blandt andet handler om at komme rundt i hele Danmark, som vi gør med både håndboldligaerne for både kvinder og mænd og 3F Superliga. Så vi har armene oppe i dag på TV 2 af glæde over et nyt stærkt partnerskab med masser af potentiale, beretter Frederik Lauesen.

De bedste hold er i gang med slutspurten i mesterskabsspillet med Fortuna Hjørring som førerhold. FC Nordsjælland og Brøndby IF følger efter i jagten på guldet.

Topholdene kan inden for de nærmeste år få tilslutning af FC Midtjylland og FC København, der i sommer introducerede deres kvindehold i divisionerne.

FCM kæmper for tiden for oprykning til den bedste række, mens FCK forsøger at tage springet fra 2. division til 1. division.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT