Sportschef: Axelsen er ubetinget den største nogensinde
Viktor Axelsens karrierestop er et farvel til den største danske spiller, siger Badminton Danmarks sportschef.
Det er den største spiller nogensinde i dansk badminton, som onsdag morgen meddelte sit karrierestop.Sådan lyder det fra Badminton Danmarks elite- og sportschef, Jens Meibom, efter at Viktor Axelsen har valgt at lægge ketsjeren på hylden.
- Det er meget vemodigt, at Viktor stopper, men samtidig har det været et kæmpe privilegie at have været vidne til hans rejse, lyder det fra Meibom i en pressemeddelelse.
- Det er dansk badmintons ubetinget største stjerne nogensinde, som stopper, hvilket - med tanke på Danmarks mange, mange store badmintonstjerner igennem tiden - siger alt. Viktor er en lyslevende sportslegende, og hans meritter er uden fortilfælde i dansk badminton.
Efter sin første OL-guldmedalje i 2021 flyttede Axelsen til Dubai og forlod dermed dagligdagen på landsholdstræningen i Brøndby under Badminton Danmark.
Han har dog hele tiden haft en aftale med forbundet om at træne med, når han var hjemme. Ligesom han hele tiden har stillet op for Danmark til EM, VM og OL.
Axelsen håbede at kunne få OL i 2028 med som et punktum for en enestående karriere. Men den rygskade, som har generet ham i et par år, har nået et niveau, hvor han ikke anser et comeback for muligt længere.
Og det er ikke blot en stor badmintonspiller, Danmark siger farvel til, lyder det fra Kristian Pihl, formand for Badminton Danmark.
- For Danmark har Viktor Axelsen været mere end en sportsstjerne, siger formanden i pressemeddelelsen.
- Viktor er et ikon, som har samlet nationen, når han trådte ind på banen. Hans store kampe er blevet set af millioner, og hans sejre har skabt øjeblikke af national stolthed.
Blandt de største triumfer er to olympiske guldmedaljer, to VM-titler og Thomas Cup-triumf (VM for herrelandshold, red.) med Danmark.
/ritzau/
