OVERBLIK: 38 togsæt blev beskadiget da togforstyrrelser ramte Østdanmark
34 DSB-togsæt og 4 godstog blev beskadiget, da omfattende togforstyrrelser tirsdag ramte det østlige Danmark.
Tirsdag eftermiddag blev hovedparten af togdriften i Østdanmark indstillet grundet en fejl i kørestrømsnettet.Onsdag formiddag blev fejlen meldt udbedret, hvorefter der igen kunne køre tog. Dog færre tog end normalt og med forsinkelser.
Læs om forløbet her:
* Problemerne opstod, efter at et tog tirsdag formiddag rev en køreledning ned mellem Ringsted og Køge Nord.
* Nogle timer senere var der melding om et intercitytog på Københavns Hovedbanegård, der var blevet viklet ind i en køreledning.
* Det fik Banedanmark til at indstille alt togtrafik øst for Odense, bortset fra S-tog.
* DSB oplyser, at 34 af selskabets togsæt blev beskadiget. Der var tale om skader på togenes pantografer - strømaftagere på tagene, der modtager strøm fra køreledninger.
* Derudover blev fire godstog ifølge Banedanmark beskadiget. Samlet set blev 38 togsæt meldt beskadiget.
* Fællesnævneren for de beskadigede tog er, at de alle passerede Forlev-Vemmelev på Sydvestsjælland.
* Her blev togenes pantografer beskadiget af et køreledningsophæng, der hang for lavt.
* Det medførte, at togenes pantografer blev påvirket og i flere tilfælde rev køreledninger ned på deres videre vej over Sjælland.
* Ingen mennesker kom noget til, men problemerne medførte omfattende forstyrrelser for tusindvis af togpassagerer.
* Banedanmark antager, at det defekte ophæng ved Forlev-Vemmelev var den udløsende faktor.
* Der er ifølge Banedanmark ikke nogen indikation om, at det er resultatet af en bevidst handling.
* En analyse er igangsat for at kaste mere lys over kerneårsagen, men det er uvist, hvornår den er klar.
Kilder: DSB, Banedanmark.
/ritzau/
