DSB forventer almindelig togdrift på Sjælland fra fredag
Onsdag kører DSB halvdelen af den normale togdrift på Sjælland. Torsdag og fredag skrues der op, lyder det.
DSB forventer, at togdriften på Sjælland vil være normal igen på fredag.Det fortæller Tony Bispeskov, som er informationschef i DSB.
Onsdag kører DSB med cirka halvdelen af de tog, der normalt kører på Sjælland. Torsdag gælder det 80 procent.
- Vi kører med en reduceret plan på Sjælland efter gårsdagens hændelser med to nedrivninger af køreledninger og et totalstop af trafikken i en periode, siger Tony Bispeskov.
Det skyldes, at over 30 togsæt tirsdag blev beskadiget på strømaftageren, som også kaldes pantografen. De togsæt er kørt på værksted, hvor de nu skal repareres.
Den reducerede togdrift onsdag og torsdag betyder, at rejsende kan opleve, at der går færre tog i løbet af en time, end der normalt gør, fortæller Tony Bispeskov.
Rejseplanen er ifølge Tony Bispeskov opdateret med den faktiske togtrafik onsdag. Fra onsdag klokken 17 vil Rejseplanen også være opdateret med torsdagens trafik.
Der er onsdag og torsdag ikke nogen strækninger, hvor der ikke kører tog, fortæller informationschefen.
Ud over det er driften fordelt i forhold til antallet af passagerer, der er på forskellige strækninger.
Tirsdag var to nedrevne køreledninger på Sjælland skyld i, at stort set alle tog øst for Odense blev taget ud af drift.
Banedanmark arbejder ud fra en antagelse om, at de nedrevne køreledninger skyldes fejl på et kørestrømsanlæg på Sydvestsjælland.
Når et eltog så har passeret kørestrømsanlægget, har det ifølge antagelsen ramt togets strømaftager, som sidder på toppen af toget.
Og det kan have betydet, at strømaftageren senere på turen har revet en elledning ned.
Det har områdechef i Banedanmark Anders Barratt fortalt onsdag.
Situationen førte til frustrerede togkunder, der måtte kigge efter andre transportmuligheder for at komme frem til deres destinationer.
Aflysningerne var nemlig så omfattende, at DSB ikke kunne løse dem ved at indsætte togbusser.
Tirsdag aften indsatte DSB dog togbusser på udvalgte strækninger som eksempelvis mellem Helsingør og Klampenborg og mellem Høje-Taastrup og Roskilde.
Tony Bispeskov forklarer, at strækningerne blev udvalgt, ud fra at togbusser skulle kunne afhjælpe problemet.
Det gjaldt for eksempel, at det var strækninger, hvor der ikke kørte andre tog som S-tog, og strækninger hvor togbusser kunne køre uden store forsinkelser.
Nu skal DSB og Banedanmark evaluere hele situationen og se på, om man kunne have håndteret det bedre.
Spørger man Tony Bispeskov er informationsniveauet noget, man vil se på.
- Vi må være ærlige og sige, at i en situation, hvor togtrafikken bliver totalt lammet, og over 10.000 mennesker bliver påvirket, er det meget svært at lande et sted, hvor informationen er tilfredsstillende for alle, siger han.
- Men vi vil se på, hvordan vi kan håndtere det endnu bedre en anden gang.
Informationschefen peger på, at det blandt andet er et fokusområde, at Rejseplanen bliver opdateret hurtigt og med korrekt information.
- Det er vanskeligt, når vi ikke kender prognosen. Men det er ikke nogen undskyldning, siger han.
/ritzau/
