Thomas Delaney misser første slag i CL-jagt
Efter at have siddet over mod Malmö FF og FC Nordsjælland misser Thomas Delaney også udekampen mod FC Basel.
FC København må fortsat undvære en af sine store ledere, når holdet onsdag spiller den første af to kampe mod schweiziske FC Basel om en plads i Champions League.Den tidligere landsholdsspiller Thomas Delaney er således ukampdygtig og skal ikke i krig mod FC Basel.
Det fremgår af cheftræner Jacob Neestrups trup til kampen.
I den åbne del af tirsdagens træning på Frederiksberg lavede Delaney øvelser på sidelinjen, imens holdkammeraterne var i gang med småspil på græsset.
Delaney har ikke været på banen i de seneste to kampe.
I fredags var Delaney helt ude af FCK's kamptrup til udekampen mod FC Nordsjælland på kunstgræs.
Tre dage tidligere sad han på bænken i Champions League-kvalifikationskampen mod Malmö FF. Den kamp håndterede holdkammeraterne så overlegent, at der ikke var brug for Delaney på banen. Efter det opgør påpegede Neestrup også, at Delaney havde været tvivlsom op til.
Midtbanegeneralen var senest på banen 8. august, da han blev skiftet ind til den sidste halve time af superligaopgøret mod AGF, og han kommer altså heller ikke til at få en rolle i den første duel mod det schweiziske mesterhold.
Som forventet misser kantspilleren Elias Achouri også opgøret i Basel med en skade.
Onsdagens opgør i Basel begynder klokken 21. Der er returkamp i Parken en uge senere. Den samlede vinder kvalificerer sig til den lukrative ligafase i Champions League.
/ritzau/