Tennisstjerne føler sig forfulgt på grund af følelsesudbrud
Iga Swiatek har bemærket, at folk taler mere om hendes opførsel, og hun føler, at kritikken er forfejlet.
Iga Swiatek kom i vælten, efter at hun i sidste uge tabte til det russiske megatalent Mirra Andreeva ved den store tennisturnering i Indian Wells.Efter et tabt point hamrede den polske stjerne bolden i jorden og var lige ved at ramme en bolddreng. Episoden gik viralt på sociale medier og blev dækket flittigt af medier, som ellers ikke bruger specielt meget tid på tennis.
Iga Swiatek fik hård kritik fra flere sider, og nu har hun følt det nødvendigt at forsvare sig.
- Jeg udtrykte min frustration på en måde, jeg ikke er stolt af. Min intention var ikke at ramme nogen, men blot at udløse min frustration ved at slå bolden i jorden, skriver Iga Swiatek i et langt opslag på Instagram.
- Jeg undskyldte omgående til bolddrengen. Vi fik øjenkontakt og nikkede til hinanden, da jeg gav udtryk for min fortrydelse over, at det skete i nærheden af ham. Jeg har set mange spillere slå bolden i jorden i frustration, og jeg havde ærlig talt ikke forventet så hårde domme, skriver hun.
Sagen kommer efter en periode, hvor Iga Swiatek har haft det svært. Sidste år blev hun testet positiv for et ulovligt stof og fik en måneds karantæne.
Forløbet efter dopingstraffen har været hårdt for den ellers sindige polak, som flere gange har haft vredesudbrud på banen.
I sit opslag på Instagram fortæller hun, at hun for seks måneder siden følte, at hendes karriere hang i en tynd tråd, og at hun stadig er ved at bearbejde det.
Undervejs i forløbet har hun fået den opfattelse, at der bliver talt mere og mere om, hvordan hun opfører sig på tennisbanen. Og hun føler, at uanset hvad hun gør, så får hun kritik.
- Når jeg er fuldstændig fokuseret og ikke viser mange følelser på banen, så bliver jeg kaldt en robot, og min attitude bliver stemplet som umenneskelig.
- Nu, hvor jeg er mere udtryksfuld og viser mine følelser eller kæmper med mig selv, bliver jeg pludselig stemplet som umoden eller hysterisk. Det er ikke en sund tendens, siger Iga Swiatek.
Polakken, som er toer på verdensranglisten, fejlede i en dopingtest uden for konkurrence i august sidste år, men Tennissportens Integritetsagentur (Itia) godtog en forklaring om, at det skete uforvarende.
Den positive dopingtest skyldtes således forurening af et ikke-receptpligtigt lægemiddel - melatonin - som Swiatek lovligt havde taget for at håndtere jetlag og søvnproblemer, var forklaringen.
/ritzau/