DIF-formand om flyulykke: Jeg er dybt rystet

18. MAR 2025 • 13:07SPORT

Line Markert, der mandag omkom i et flystyrt, havde en lang karriere i dansk sejlsport.

Det er et stort tab for dansk idræt, at den danske vicepræsident i det internationale sejlsportsforbund, World Sailing, Line Markert, er omkommet i et flystyrt sammen med sin mand og deres fælles søn.

Sådan lyder det fra Hans Natorp, formand for Danmarks Idrætsforbund, kort efter at han har modtaget nyheden om ulykken.

- Jeg er dybt, dybt rystet. Line var en god ven, som jeg har arbejdet sammen med i mange år i sejlsporten. Først var hun i bestyrelsen i Dansk Sejlunion, mens jeg var formand, og siden tog hun over som formand efter mig.

- Også internationalt har vi arbejdet tæt sammen, ud over at vi gennem sejlsporten har haft en lang fælles historik og en stor fortrolighed. Det er virkelig chokerende. Alle tanker til deres efterladte og pårørende, siger Hans Natorp til Ritzau.

Line Markert var formand for Dansk Sejlunion gennem syv år, men forlod posten før jul, da hun blev valgt til vicepræsident i sejlsportens verdensforbund.

- Hun kunne få folk til at mødes med paraderne nede og var i stand til skabe ro og fællesskab. Hun havde meget, meget stor troværdighed og loyalitet over for de sammenhænge, hun gik ind i.

- Jeg bliver bogstavelig talt kimet ned nu af de kolleger, hun har haft i specialforbundene. Det er et kæmpe tab for rigtig mange mennesker.

- Hun har været med til at sætte dagsordner, der har rakt ud over den sport, hun kommer fra og har gjort en forskel for de kolleger, hun har haft i de andre specialforbund, forklarer Hans Natorp.

Med Line Markerts død har dansk idræt mistet en af de aktuelt højst placerede danskere i international idrætspolitik.

Ifølge DIF-formanden arbejdede hun for at udbrede "danske værdier" som organisation og ordentlighed.

- Hun blev valgt ind i bestyrelsen i World Sailing på præcis de egenskaber, som vi i Danmark har værdsat så højt, men som ikke nødvendigvis altid er så efterspurgt internationalt.

- Nogle gange kan vi danskere godt blive set som værende lidt vanskelige at have med at gøre og for lidt pragmatiske. Det formåede hun at bygge en bro over, så hun kunne levere på den internationale scene og samtidig holde fast i, hvor vi kommer fra, og det, vi er gode til, siger Hans Natorp.

Lørdag er der generalforsamling i Dansk Sejlunion. Her har det hele tiden været planen, at medlemmerne skal vælge Line Markerts afløser som formand.

Siden Markert trådte tilbage i december, har Jørgen Thorsell været fungerende formand.

- Det skulle have været en god markering af, at Line giver depechen videre til en ny formand. Det bliver en helt anden generalforsamling, som sejlsportsmiljøet kommer til at opleve på lørdag. Det er et kæmpe tab, siger Hans Natorp.

Dansk Sejlunions direktør, Anders Kristensen, siger til unionens hjemmeside, at Line Markert har sat et "meget stort aftryk på Sejlerdanmark".

- I Dansk Sejlunion er vi alle dybt berørte af situationen. Line har styret Dansk Sejlunion med sikker hånd som formand gennem mange år, og vi stod netop overfor at skulle hædre hende med vores Ærestegn i weekenden på generalforsamlingen.

- Vi sender vores varmeste kondolencer og tanker til de efterladte. Det er et meget stort tab, siger Anders Kristensen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT