Friedrich Merz vil fuldstændigt genopbygge tysk forsvar
Ifølge CDU-formand Friedrich Merz har Tyskland i lang tid haft falsk følelse af tryghed. Han vil nu opruste.
- Vi bliver nødt til fuldstændigt at genopbygge vores evne til at forsvare os.Sådan siger formanden for det tyske kristendemokratiske parti CDU, Friedrich Merz, i en debat i det tyske parlament.
- I de sidste år har vi i vores land haft en falsk følelse af sikkerhed, siger han.
Tirsdag skal det tyske parlament stemme om en ændring i grundloven til fordel for at lempe den såkaldte gældsbremse, som har til formål at begrænse Tysklands mulighed for at optage alt for store lån.
Partierne ønsker, at Tyskland i fremtiden skal kunne låne flere penge til blandt andet at opruste forsvaret og forbedre infrastrukturen.
Det er partierne CDU/CSU og socialdemokratiske SPD, der sammen har stillet forslaget.
SPD's Lars Klingbeil, der leder partiets forhandlinger med CDU i forbindelse med en mulig regeringsdannelse, kalder det en "historisk beslutning".
- De demokratiske midterpartier er klar til at gå nye veje og finde løsninger for vores land. Vi må stille vækst, velstand og økonomi i centrum, siger han.
- Verden bliver genopmålt, og ingen venter på Tyskland og Europa. Den nye verdensorden er der ikke endnu, og den gamle er ikke helt væk, men det er vigtigt, at vi taler med nu, siger Klingbeil.
Fra de andre partier er der flere kritiske røster.
Højrenationale Alternative für Deutschlands (AfD) partiformand, Tino Chrupalla, siger, at Friedrich Merz har mistet al troværdighed.
- Den sidste sammensætning af Forbundsdagen bliver brugt til at cementere den fremtidige regering, og selvfølgelig fordi de kun har et flertal nu, siger han.
I sin valgkampagne var Friedrich Merz en hård kritiker af SPD's forslag om at lempe gældsbremsen.
Også De Grønnes fraktionschef i parlamentet, Britta Hasselmann, kritiserer Friedrich Merz.
- Vi vidste alle, at landets behov for investeringer er presserende, siger Hasselmann.
Ifølge hende vidste Merz det også under valgkampagnen.
Liberale FDP's Christian Dürr kritiserer, at Friedrich Merz bukker under for SPD og De Grønne. Gældsbremsen er ifølge ham en sikkerhed for de kommende generationer.
Lempelsen af gældsbremsen kalder Dürr "startskuddet for hæmningsløs gældsoptagelse".
For at ændre den tyske forfatning skal to tredjedele af det tyske parlament stemme ændringen igennem.
De to partier har inden afstemning forhandlet med partiet De Grønne for at opnå det flertal.
Sammen har de tre partier 31 flere stemmer, end der er behov for.
Medlemmer af De Grønne og af CDU har tidligere sagt, at de ikke vil stemme forfatningsændringen igennem.
Afstemningen afholdes i den tidligere sammensætning i det tyske parlament. Dermed kan flere parlamentarikere, der ikke skal fortsætte i parlamentet efter den nye regering er dannet, stemme om forslaget.
Ifølge mediet Tagesschau kan det føre til, at parlamentarikerne ikke nødvendigvis stemmer efter partiets linje.
/ritzau/